Skip to main content

Lykkehjul giver digitalt boost til JYSK

Pressemeddelelse   •   Okt 06, 2016 05:30 CEST

Et digitalt lykkehjulsspil på JYSK.dk har givet tusindvis af abonnenter til nyhedsbreve og skabt stort engagement på Facebook

Flere end 50.000 deltagere, 15.000 nye abonnenter til nyhedsbreve og en million likes, kommentarer og delinger på Facebook.

Det er nogle af de resultater, som et digitalt lykkehjulsspil har givet boligkæden JYSK i løbet af to uger i september.

”Formålet med lykkehjulet var at engagere vores kunder på en ny måde. Forbrugere bliver i dag bombarderet med mange indtryk og muligheder for at deltage i forskellige konkurrencer. Derfor ville vi gerne lave en kortvarig kampagne, hvor brugeren med det samme kunne se med, om de havde vundet. Det har tydeligvis givet pote,” siger Hanne Bang Vorre, E-Business Director i JYSK.

Nem og hurtig deltagelse gav succes

På JYSK.dk kunne deltagerne dreje lykkehjulet én gang per dag, hvorefter de straks fik at vide, om de havde vundet en præmie, en ekstra tur eller lodder i lodtrækningen om hovedgevinsten, som var en dobbelt elevationsseng.

I alt deltog 52.000 mennesker i lykkehjulsspillet, og hver deltager gav i gennemsnit lykkehjulet fem snurreture.

På Facebook opnåede konkurrencen en samlet rækkevidde på næsten 700.000 brugere, og opslagene, der promoverede lykkehjulet, blev liket, kommenteret og delt mere end en million gange.

”Vi er meget glade for resultatet af kampagnen, som er gået over al forventning. Brugerne har virkelig taget kampagnen til sig. Den lave barriere for at deltage kombineret med de mange præmier har været grundlaget for spillets succes,” siger Hanne Bang Vorre.

Lykkehjulet rullede på JYSK.dk fra 3.-17. september 2016.

Fakta

  • Lykkehjulet rullede på JYSK.dk i 15 dage
  • 52.000 deltagere spillede i snit fem gange hver
  • 15.000 skrev sig op til at modtage JYSKs nyhedsbreve
  • 700.000 brugere blev nået via Facebook
  • Opslag på Facebook blev liket, kommenteret og delt mere end en million gange

JYSK GROUP har et skandinavisk udgangspunkt: Den første butik åbnede i Danmark i 1979, og i dag har JYSK GROUP over 2.400 butikker og 21.000 medarbejdere i 47 lande. I Tyskland og Østrig er navnet Dänisches Bettenlager – i resten af verden JYSK. JYSK GROUP ønsker at være et godt tilbud for alle og har en ambition om at blive udbredt i hele verden. Bag JYSK GROUP står stifter og ejer Lars Larsen, der blandt andet også ejer møbelkæderne Bolia.com, IDEmøbler og ILVA. Den samlede omsætning i LARS LARSEN GROUP er på 27 milliarder kroner.