Skip to main content

2018 Red Dot Awards - endnu en tredobbelt triumf for KIAs design

Pressemeddelelse   •   Apr 11, 2018 10:50 CEST

KIA Stinger bliver anerkendt for sit banebrydende design med reddot 2018 prisen"Best of the Best Car Design"

Fredericia den 11. april 2018 – KIA har endnu en gang triumferet ved Red Dot-prisuddelingen med tre prestigefyldte priser for design. Den nye Stinger fastback sedan, den kompakte crossover Stonic og tredje generation af bybilen Picanto vandt i deres respektive kategorier. Den internationale jury bestående af eksperter inden for design tildelte Stinger ”Best of the Best”-prisen som en anerkendelse af bilens banebrydende design.

Med de tre sejre i 2018 fortsætter KIAs succes, og mærket har nu vundet imponerende 21 Red Dot-priser, siden KIA Soul vandt den første pris i 2009. De nye priser følger i kølvandet på KIAs tredobbelte iF Design-sejr tidligere i 2018.

”Vores globale designteam kan være utroligt stolte af de seneste tre priser. De understreger KIAs passion for designkvalitet og opfindsomhed, som endnu en gang er blevet belønnet af en jury bestående af internationale designeksperter”, udtaler Peter Schreyer, som er President og Chief Design Officer hos KIA Motors Corporation. ”Det er helt usædvanligt at vinde ”Red Dot: Best of the Best”-prisen for fjerde gang. Med sin moderne fortolkning af den klassiske gran turismo-stil er KIA Stinger endnu et bevis for KIAs høje designmæssige standarder”.

Stinger, som er designet på KIAs europæiske designcenter i Frankfurt, forener klassisk gran turismo-design og en rummelig og sikker kabine. Med inspiration fra 1970’ernes grand tourer-modeller byder Stinger på elegante fastback-proportioner og en muskuløs taljeret silhouet, hvilket fremhæver kraftudfoldelsen via baghjulstrækket.

Stonic, som også er designet i Frankfurt, er KIAs første kompakte crossover, og den byder på et imponerende og dristigt udvendigt design kombineret med en høj siddeposition og en praktisk SUV-størrelse. Den er den mest individualiserbare KIA, der nogensinde er fremstillet, og køberne kan vælge mellem mange kombinationer med to udvendige farver og forskellige indvendige farver.

Tredje generation af KIA Picanto – KIAs mindste model – tilfører en ungdommelig og energisk karakter til A-segmentet. Den har et iøjnefaldende nyt design og en hightech-kabine i høj kvalitet med stort potentiale for individualisering. På trods af bilens kompakte dimensioner gør Picantos intelligente design den til en af de mest rummelige biler i klassen.

Red Dot-prisuddelingen 2018: Over 6.300 tilmeldte produkter fra 59 lande

Design Zentrum Nordrhein-Westfalen startede Red Dot-prisuddelingen i 1955, og designkonkurrencen er nu en af de mest prestigefyldte i verden. Dommerpanelet består af 40 uafhængig designere, designprofessorer og fagjournalister fra hele verden.

Red Dot-prisuddelingen foregår i tre kategorier (Product Design, Communication Design og Design Concept), og bedømmelsen foregår efter kriterier som fx graden af innovation, formmæssig kvalitet, funktionalitet og miljøvenlighed. I 2018 havde virksomheder fra 59 lande tilmeldt over 6.300 produkter.

Den officielle uddeling af Red Dot-priserne finder sted den 9. juli 2018 i operahuset i Essen, der er designet af Alvar Aalto.

KIA Import Danmark AS (www.kia.com) er et selskab under Nellemann koncernen (www.koncern.nellemann.dk) med hovedsæde i Fredericia, og beskæftiger i dag cirka 30 ansatte. Vi målretter vores modelprogram i hvert enkelt segment, så vi kan tilbyde kunden mest bil for pengene. KIAs dna er et stærkt design samtidig med en driftssikker kvalitet, som vi bakker op med vores unikke 7 års garanti (op til 150.000 km – men fri km i de første 3 år). Hermed har KIA kunden et lavt niveau af omkostninger som bilejer. Den lange garanti sikrer samtidig én af de højeste restværdier i markedet.

KIA Import Danmark AS havde et travlt og spændende 2017 med intet mindre end 7 ny-bils lanceringer. 2018 byder måske på knap så mange store nyheder, men dog usædvanlig mange spændende opdateringer. Den største nyhed bliver introduktionen af den helt nye Ceed i starten af 2. halvår. Og med en særdeles stor efterspørgsel på plug-in-hybrid modeller, står KIA stærkt med to skarpe PHEV modeller i hhv. Niro PHEV og Optima PHEV. Selvom KIA debuterede på markedet for plug-in-modeller sidste år, lykkedes det med et flot salgstal på 205 plug-in-modeller at gå ud af 2017, som det bedst sælgende plug-in-hybrid mærke på personbiler.