Nyhed -

10 år med God Løsladelse

I år er det 10 år, siden ’God Løsladelse’ blev etableret. Et tværfagligt samarbejde, der skal medvirke til at nedsætte risikoen for, at de løsladte begår ny kriminalitet, ved at sørge for en koordineret handleplan mellem kommunen og kriminalforsorgen.

Vi er på en landevejskro imellem Kolding og Fredericia onsdag den 14. november 2018. 11 kommuner fra Område Syddanmark, politiet samt kriminalforsorgens KiF-afdelinger, fængsler og arrester er samlet for at evaluere deres samarbejde. Et samarbejde, som startede som et to-årigt projekt i 2006, der hed ’Projekt God Løsladelse’. Formålet var, gennem et tættere myndighedssamarbejde, at forebygge, at ingen blev ”løsladt til gaden”. Da projektet startede, var der ud over lovgivningen ingen konkrete aftaler mellem kriminalforsorgen og kommunerne, men i dag er der indgået samarbejdsaftaler med alle landets 98 kommuner.

”En sætning folk skal tage med sig videre fra i dag, er, at en god løsladelse starter ved indsættelsen,” siger områdechef for resocialisering Maibrit Christensen fra Kriminalforsorgen Syddanmark, da hun byder gæsterne velkommen.

”Erfaringer fra tidligere år har vist, at det for det første er godt, når samarbejdet kommer i gang hurtigst muligt, og der er vedvarende kontakt mellem myndighederne. For det andet er det vigtigt, at der en enkel indgang til kommunen, så det er nemmere at komme i kontakt med de rette personer. Derudover skal der være fleksibilitet i forhold til sagsbehandlingen,” siger Maibrit Christensen til de fremmødte.

Styr på ventetiden i Esbjerg Kommune
Esbjerg er en af de kommuner, der forsøger at etablere et samarbejde allerede ved indsættelsen. De har med projektet ’Styr på Ventetiden’ fokus på, at den dømte ikke skal efterlades til sig selv i ventetiden mellem domafsigelse og tidspunktet for afsoning.

”Vi skal tidligt ind og videreføre den viden, der allerede er i kommunen om borgeren, til kriminalforsorgen. Vi skal sørge for at tage hånd om de gode ting, der allerede er i hans liv, så de bliver fastholdt,” siger Annette Bonde Bertelsen, der er udviklingskonsulent i Esbjerg Kommune.

”Erfaringer fra interviews med indsatte har vist, at de i ventetiden risikerer at rode sig ud i mere kriminalitet, fordi de bare sidder og venter på, at de skal afsone,” siger hun og fortsætter:

”Jo flere ting der er styr på ved indsættelsen, jo bedre muligheder er der for medarbejderne i fængslet for at gøre afsoningen til en aktiv periode af borgerens liv. Det kræver selvfølgelig, at kriminalforsorgen også gerne vil samarbejdet. Vi skal være tilgængelige for hinanden, så kom gerne forbi kommunen og besøg os,” siger Annette Bonde Bertelsen.

Mødet på landevejskroen er det niende og sidste evalueringsmøde i 2018 om samarbejdet på tværs af myndighederne. Og møderne bærer frugt, siger chef for Koncern Resocialisering Tina Ising:

"De ni storevalueringsmøder har vist, at der på tværs af myndighederne er et øget fokus på den gode indsættelse, og at mange kommuner på linje med Esbjerg gerne vil tidligt på banen. Og det ser også ud til, at mange kommuner vil holde kontakten til deres borgere under indsættelsen. Det er en rigtig god udvikling, for det er med til at sikre en fælles plan og løbende koordinering myndighederne imellem. Vi kan på den måde bruge hinandens indsatser, så vi ikke hele tiden skal starte forfra, når den ene myndighed tager over fra den anden."

Et godt kendskab til hinanden
De fremmødte til evalueringsmødet er enige om, at det gode samarbejde er vigtigt. Selvom der stadig er plads til forbedringer, vurderer flere af kommunerne og kriminalforsorgen, at samarbejdet overordnet set er godt.

Derudover er deltagerne enige om, at de skal blive endnu bedre til at besøge hinanden og opretholde kontakt.

”Det er især vigtigt, at vi har kendskab til hinanden. Kom forbi kriminalforsorgen, og vær med. Jo bedre kendskab vi har til hinanden, jo nemmere går samarbejdet. Det gælder selvfølgelig også den anden vej; vi fra kriminalforsorgen vil også meget gerne komme forbi og besøge jer,” siger områdechef Maibrit Christensen.

Samarbejdet fortsætter
Efter en dag med evaluering og oplæg om andre samarbejdsprojekter, blandt andet kriminalforsorgens projekt Håndholdt Inklusion og den nye ungekriminalforsorg, slutter det sidste evalueringsmøde for i år. Men samarbejdet mellem myndighederne fortsætter, og flere evalueringsmøder vil blive afholdt i 2019.

Som led i den politiske flerårsaftale om kriminalforsorgens økonomi fra 2018-2021 skal samarbejdet mellem myndighederne også styrkes yderligere i forbindelse med løsladelse.

Læs mere om samarbejdet med kommunerne her: http://www.kriminalforsorgen.dk/Værktøjskassen-5862.aspx

Emner

  • Kriminalitet, jura, retsspørgsmål

Kategorier

  • kriminalforsorgen
  • indsatte
  • institutioner
  • medarbejdere

Kontakt

PRESSEVAGT

Pressekontakt 7255 4141