Nyhed -

Bandeafdelingerne styrkes

Kriminalforsorgen vil i den kommende tid styrke indsatsen på bandeafdelingerne med 40 ekstra medarbejdere.

Bandemedlemmer udgør en stigende udfordring i kriminalforsorgens institutioner. I sidste weekend iværksatte kriminalforsorgen et forbud mod metal- og glaskonserves på bandeafdelinger efter endnu et overfald på en fængselsbetjent.

Nu søsætter kriminalforsorgen endnu et tiltag, der skal støtte de medarbejdere, som hver dag håndterer de mange banderelaterede indsatte.

Fra 1. oktober tilføres der 40 årsværk til de afdelinger i fængsler og arresthuse, der er mest belastede af banderelaterede indsatte. Samtidig bliver der fortsat arbejdet med at forbedre de sikkerhedsprocedurer og arbejdsgange, der er nødvendige i forhold til de mest konfrontationssøgende indsatte.

"Vi tilfører mere personale til afdelinger med banderelaterede indsatte for at højne sikkerheden på afdelingerne og øge trygheden hos personalet. Sammen med et øget fokus på arbejdsgangene og håndteringen af de mest utryghedsskabende indsatte i hverdagen håber vi, at det kan være med til at nedbringe antallet af episoder med vold og trusler mod vores ansatte," siger Lykke Sørensen, centerdirektør i kriminalforsorgen.

De 40 årsværk bliver fordelt til de afdelinger, der håndterer banderelaterede indsatte i arrester og fængsler. I fordelingen er der lagt vægt på antallet af indsatte på afdelingerne, så de afdelinger, der håndterer flest indsatte, også får størst del i ressourcerne.

Fordelingen vil blive evalueret hvert halve år for at sikre, at det ekstra personale fortsat bliver brugt der, hvor banderelaterede indsatte udgør den største udfordring.

Samtidig vil kriminalforsorgen lave en ny og landsdækkende strategi for håndtering af de mest konfrontationssøgende indsatte for at sikre, at afdelingerne bliver styrket både personalemæssigt og indholdsmæssigt.

"Målet er klart. Det handler om at øge personalets tryghed og nedbringe antallet af episoder med vold og trusler. Vi har en ny virkelighed på bandeområdet, og den agter vi at tage hånd om," siger direktør Thorkild Fogde.

Emner

  • Kriminalitet, jura, retsspørgsmål

Kontakt

PRESSEVAGT

Pressekontakt 7255 4141