Nyhed -

De første transportbetjente er kørt afsted

I fredags forlod det første hold af transportbetjente skolebænken og kørte ud i de tre transportenheder, der skal overtage arrestanttransporter fra politiet.

Der var stående bifald fra transportbetjenteleverne til deres undervisere fra Kriminalforsorgens Uddannelsescenter, da de ved en ceremoni i fredags på Vestre Fængsel blev sendt afsted til deres nye arbejdspladser; de tre transportenheder i Kolding, Hobro og København.

Her skal de i gang med at løfte kriminalforsorgens nye transportopgave. De vil i løbet af december få de første opgaver fra politiet, så de bliver fortrolige med opgaverne og klar til at overtage fuldt ud til januar.

Fra december vil man kunne møde transportbetjentene på vejene, i retssalene og andre steder, hvor arrestanter transporteres. Som direktør Thorkild Fogde sagde til betjentene:

”Med uniformen følger er stort ansvar. Et ansvar for de mennesker, vi har i vores varetægt, og et ansvar for virksomheden. I er vores ansigt udadtil. Jeres handlinger er vores og jeres evne til at bevare ro og overblik er det, som vi alle bliver bedømt på,” sagde han blandt andet og mindede om, at transportbetjentene bliver en stor del af kriminalforsorgens ansigt udadtil, fordi man jo ellers ikke ser fængselsbetjente i gadebilledet i helt samme omfang som man kommer til at se betjentene fra de nye enheder.

Betjentene er i gang med en to-årig uddannelse. De første 10 uger er foregået i det gamle Vridsløselille Fængsel, hvor undervisere fra Kriminalforsorgens Uddannelsescenter har gjort dem klar til at løse transportopgaven.

Emner

  • Kriminalitet, jura, retsspørgsmål

Kategorier

  • kriminalforsorgen
  • institutioner
  • medarbejdere

Kontakt

PRESSEVAGT

Pressekontakt 7255 4141