Nyhed -

De skal opbygge en helt ny kultur

33 medarbejdere blev torsdag den 1. februar vist rundt på deres nye arbejdsplads, Storstrøm Fængsel. Kom med på turen i det nye, topmoderne fængsel.

"Det ser rigtigt godt ud," siger fængselsbetjenten Serkan om Storstrøm Fængsel, der er hans nye arbejdsplads, og som han besøger for første gang.

Serkan går rundt med 32 af sine kolleger, der alle skal begynde deres virke i fængslet. De fleste er iført de karakteristiske blå betjentuniformer, der står godt imod den kølige vind på denne grå vinterdag, men gruppen tæller også socialrådgivere, lærere og en enkelt jurist uden uniformer.

De bliver vist rundt i de omgivelser, hvor de i fremtiden skal møde ind på arbejde. Selvom vejret er gråt, så er humøret højt. Vittigheder stryger gennem luften og latter fylder rummene, mens de nysgerrigt udforsker de tomme celler i den særligt sikrede Afdeling E, der stadig venter på at blive taget i brug.

En lyserød elefant og en gul ælling har fundet vej til besøgsrummet.

"Det er første gang, at jeg er i et fængsel, men jeg må sige, at jeg er overrasket over, hvor flot det er," siger Lis, der er specialunderviser og som skal undervise de indsatte i fængslet.

Gruppen bevæger sig videre gennem idrætshallen, der prydes af et enormt vægmaleri i varme røde og orange farver. Motivet er en håndfuld fiskejoller, der ligger roligt i solnedgangens skær.

Derefter går turen forbi kirkesalen, hvor et stort kors af egetræ tårner op foran kirkebænkene, mens to julestjerner pynter alteret.

"Mit førstehåndstryk af fængslet er rigtig godt. Det er et flot fængsel, og jeg synes, at det er vigtigt med en god prioritering af æstetik, som det er gjort her," siger Laura, der starter som juridisk fuldmægtig i Storstrøm Fængsel.

Det store vægmaleri i idrætshallen er malet af John Kørner, der også har været med til udsmykke Frederik 8.s Palæ på Amalienborg.

Nye rammer, ny kultur
Inden rundvisningen holdt institutionschef Michael Gjørup oplæg for gruppen, og der blev efterfølgende diskuteret og reflekteret over kultur på arbejdspladsen.

Michael Gjørup betoner vigtigheden af, at der skabes fælles værdier, visioner, traditioner og skikke i det nye fængsel.

"Det er vigtigt med vores egen kultur. Vi skal være meget bevidste om de signaler, vi sender. Alle skal tage sig selv i nakken, og vi skal ikke fokusere på, hvad vi plejede at gøre, der hvor vi kommer fra."

"Dette er en ny start, og vi vil rigtig gerne skabe et godt fællesskab i Storstrøm Fængsel," fortæller Michael Gjørup, der understreger, at det handler om at møde hinanden med respekt, forventningsafstemme og lytte til hinanden.

En stor del af de nye ansatte kommer fra det historiske Vridsløselille Fængsel, der netop er lagt i dvale.

Serkan er én af dem. Han har igennem 12 år stemplet ind i Vridsløselille, så det er en helt ny hverdag, der venter.

Han nikker genkendende til, at fængsler opbygger deres egne kulturer. Det oplevede han selv i Vridsløselille.

"Det er meget vigtigt, at vi snakker om kultur på arbejdspladsen. Det er vi nødt til. Fængsler har forskellige kulturer, og det er vigtigt at få opbygget en god kultur her, og det glæder jeg mig til at være en del af," siger Serkan.

Godt arbejdsmiljø smitter
Gruppen er nået til Afdeling B, der allerede er taget i brug. Laura står stille og betragter fire indsatte bag glasruden. Én af dem står og rører forsigtigt i en pande. Han kigger nysgerrigt ud og smiler.

"Det er sindssygt vigtigt med en sund og stærk kultur i fængslerne. Et godt arbejdsmiljø blandt de ansatte smitter af på hele miljøet i fængslet, så det er vigtigt," fortæller Laura, da gruppen har forladt Afdeling B og er gået ud i fængselsgården, hvor en løbebane af asfalt omkranser en græsfyldt fodboldbane.


I kirkesalen er der fred og ro til at reflektere over livets store spørgsmål.

Et af de store mål for institutionschef Michael Gjørup er, at de ansatte identificerer sig med Storstrøm Fængsel, og der er kulturen afgørende. Det er imidlertid en proces, der kun lige er startet.

"Kultur er en løbende proces, og der er kommunikationen vigtig. Vi befinder os i nye, fantastiske rammer i Storstrøm Fængsel, og vi vil gøre alt for at skabe et rigtig godt arbejdsmiljø her," fortæller institutionschefen.

En kæmpe forandring
Rundvisningen nærmer sig sin afslutning, og efter et hav af spørgsmål virker det til, at de ansatte er blevet klogere på deres nye arbejdsplads. Nu venter en kop varm kaffe i personalebygningen til at varme sig på.

Serkan går lidt for sig selv med kraven trukket godt op til ørene. Han tænder en cigaret, suger ind og puster ud.

"Det bliver en kæmpe forandring at skifte arbejdsplads fra Vridsløselille til Storstrøm Fængsel. Vridsløselille havde meget charme og sjæl. Det her et helt nyt,"

"Men det bliver spændende at starte med en masse nye kolleger og lære fængslet hernede at kende," slutter Serkan.

Der er mulighed for et spil basketball i den særligt sikrede Afdeling E.

Fakta:

  • 33 ansatte begyndte d. 1. februar i Storstrøm Fængsel
  • 34 indsatte rykker ind i Afdeling E i løbet af februar
  • Afdeling A, hvor Køge Arrest rykker ind, er næste afdeling, der åbner. Det sker 1. marts.

Emner

  • Kriminalitet, jura, retsspørgsmål

Kategorier

  • storstrøm fængsel
  • kriminalforsorgen
  • medarbejdere

Kontakt

PRESSEVAGT

Pressekontakt 7255 4141