Fængselspræst vil ikke bytte sit job for noget

"Jeg har pligt til at hjælpe indsatte med at forme et liv uden kriminalitet. Man kan sige, at de billedligt skal lede efter lyset." Jesper Birkler er fængselspræst i Enner Mark Fængsel ved Horsens. Her færdes han blandt fængselsbetjente og indsatte, der forsøger at få en hverdag til at hænge sammen til bedst glæde for alle.

Det er langt fra det embede, han i 2011 forlod ved Vor Frue kirke i Aarhus. Men det giver mening for ham, og han vil ikke bytte det for noget.

"Det er bestemt ikke en dans på roser, for det kan være en barsk hverdag i et barskt miljø. Men det er udfordrende, og jeg kan ikke komme i tanke om noget, der kunne være bedre for mig," siger han.

Selvom Jesper er glad for sit job i fængslet, kan han nogle gange savne konfirmanderne. Derfor er han ofte på besøg ved kollegaer for at fortælle deres konfirmander om livet i fængsel.

Hvad er det for en hverdag?
Når man er præst i det mest sikrede fængsel i Danmark, følger det med, at man ikke selv er herre over, hvornår man kan udføre sine kirkelige handlinger. Der er mange ting, der skal gå op i en højere enhed. I juledagene havde Jesper 11 gudstjenester i fængslet i Enner Mark. Nogle indsatte må ikke være der på samme tid, og det skal passe med de ansatte, der kan være lidt færre af i juledagene.

Det komplicerer tingene. Men Jesper er med på, at det hører til den hverdag, som han i nu snart syv år har været en del af.

"Det er sådan, det er. Min hverdag er også bundet sammen af mange samtaler med indsatte om livets grundlæggende spørgsmål. Jeg er ikke altid enig med dem. Men jeg vil også helst snakke med mennesker, jeg er uenig med. Der tror jeg, vi flytter os mest," siger fængselspræsten.

I fængslet i Enner Mark sidder der en bred vifte af indsatte, men bande- og rockermedlemmer fylder en del. Det er ikke alle sammen personer, der har brugt mange søndag-formiddage på en træbænk med foldede hænder til bøn. Det gør ikke Jesper noget. Det vigtige for ham er, at de får talt om livets væsentlige ting. Det første spørgsmål til en indsat er ofte: Hvad er meningen med det liv, du har fået?

"Det er ikke et spørgsmål, som kristendommen har patent på. Det er et spørgsmål, alle mennesker stiller sig selv og til alle tider har gjort. Og kan jeg få dem til at tale om det, så er jeg langt i mit virke."

Jesper Birkler er ikke i tvivl om, at der er kommet et hårdere miljø i fængslet på grund af flere bande-og rockermedlemmer. Det er kun naturligt, mener han. Flere ansatte i fængslerne er en løsning, for når indsat og ansat mødes i øjenhøjde, er der mulighed for at skabe positive relationer, som kan være væsentligt for at få folk til at forbedre sig. Men, mener fængselspræsten, det er en lang vej.

"Jeg tror, at der flere steder i samfundet er grobund for kriminalitet. Børn der ikke oplever ordentlig opdragelse, indtil de er måske 13-15 år. Da er det for sent. Så det er et strukturelt problem."

Slukker lyset i fængslet
Jesper har mødt indsatte, der sidder inde for drab. Han har mødt indsatte fra rocker og bandemiljøet. Men der er også indsatte, der kommer fra helt almindelige liv, og som pludselig finder sig selv i en helt ny og meget ukendt arena.

Han lader ikke dommen alene dømme den enkelte indsatte. Som han siger, så har han oplevet indsatte, der har været udsat for så mange rædsler i deres opvækst, at det ikke kan undre nogen, at de er endt, hvor de er. Han er der for at hjælpe de indsatte, siger han.

Til sommer har Jesper været ansat i fængslet i syv år. Han har ikke mange år tilbage, førend han skal pensioneres, og han tænker ikke, at han inden sin pension skifter job.

"Jeg har en meningsfuld hverdag, hvor jeg bliver teologisk udfordret. Jeg oplever ofte begge ender af yderligheder, og det er udfordrende," siger præsten, der også understreger, at han slukker sit arbejdsmæssige lys i det nuværende job.