Nyhed -

Flere nye fængsels- og transportbetjente i 2019

Situationen for det uniformerede personale i kriminalforsorgen er begyndt at vende. Nye tal viser, at optaget af fængsels- og transportbetjentelever er det højeste i mange år.

Kriminalforsorgen har i 2018 og 2019 haft et massivt fokus på rekruttering af fængsels- og transportbetjente. Fra 2018 til primo oktober 2019 er der således rekrutteret i alt 464 fængsels- og transportbetjente. Til sammenligning blev der i hele den treårige periode fra 2015-2017 optaget i alt 254 fængselsbetjente.

Alene i 2019 er der frem til begyndelsen af oktober optaget 260 nye elever på uddannelserne til fængsels- og transportbetjent, som kriminalforsorgen udbyder – 173 nye fængselsbetjentelever og 87 nye transportbetjentelever. 

Navnlig transportbetjentuddannelsen har været et effektivt værktøj til at få flere uniformerede ansatte ind i kriminalforsorgen, men også det nye uddannelsescenter i Jylland bidrager til væksten i optaget af både fængselsbetjente og transportbetjente.

”Vi ser en relativ solid fremgang i optaget af fængsels- og transportbetjente i 2019. Og selv om der stadig er et stykke vej til målet, så er det selvfølgelig rigtig positivt, at vores mange rekrutteringsinitiativer bærer frugt. Nu gælder det om at holde fast og om at få fordelt personalet rigtigt, så vi undgår uhensigtsmæssige skævheder i bemandingen på tværs af landet,” siger direktør for kriminalforsorgen Thorkild Fogde.

Læs mere i ”Tal fra kriminalforsorgen - oktober 2019”. Her kan du også få et indblik i kriminalforsorgen i Grønland.

Emner

  • Uddannelse

Kategorier

  • rekruttering
  • medarbejdere
  • kriminalforsorgen

Kontakt

PRESSEVAGT

Pressekontakt 7255 4141