Nyhed -

Hvem er de nye fængselsbetjente?

35 nye fængselsbetjentelever og 4 værkmestre startede mandag d. 1. april 2019 på kriminalforsorgens uddannelsescenter. Justitsministeren bød dem velkommen. Men hvem er de nye fængselsbetjente egentlig?


Hvert kvartal starter et nyt kuld fængselsbetjente, og deres første skoledag starter typisk med, at uddannelseschef Anne Bunimowicz byder dem velkommen i det store auditorium i uddannelsescentret i Birkerød. For tredje gang har justitsminister Søren Pape Poulsen været forbi, for at give de nye fængselsbetjente et ord med på vejen.

”Der skal noget til, for at blive optaget på uddannelsen. I er dem, der er kommet gennem nåleøjet,” sagde justitsministeren til de forventningsfulde fængselsbetjente.

Men hvem er de nye fængselsbetjente, der er kommet gennem nåleøjet?

En af personerne bag tallene er Steffen. Han er netop startet på fængselsbetjentuddannelsen.

Steffen, 49 år, Herstedvester Fængsel

Før Steffen blev optaget den 1. april 2019, var han fuldtidsbrandmand i 12 år.

”På brandstationen fik vi krigsveteraner i aktivering. Mange af dem havde PTSD og havde derfor svært ved at begå sig. Men det var fantastisk at se, når de fik mere selvtillid og mødte andre, der var i samme situation. Jeg kan godt lide at gøre en forskel for andre, og derfor vil jeg gerne være fængselsbetjent,” siger Steffen.

Steffen har også en baggrund i forsvaret. Langt de fleste fængselsbetjentelever har enten en gymnasial eller erhvervsfaglig uddannelse.

Mia, 42, Horserød Fængsel

Mia er uddannet SOSU-assistent, og har tidligere arbejdet på en døgninstitution for stofmisbrugere. Hun vil gerne til Horserød, hvor hun håber at kunne hjælpe misbrugere ud af kriminalitet.

”Jeg kan godt lide at støtte og motivere, og se folk flytte sig. Jeg så den her annonce fra kriminalforsorgen på BT, som blev ved med at dukke op. Til sidst klikkede jeg på den og læste om uddannelsen. Og så fandt jeg ud af, at det var bare lige mig at blive fængselsbetjent,” siger Mia.

Mia bor til dagligt i Hillerød. De nye fængselsbetjentelever kommer fra hele landet. Sidste år var der flest ansøgere fra Hovedstadsområdet og Midt-og Nordjylland.

Figuren viser fordelingen af ansøgere i landet. Et rekrutteringsår er cirka fra november til november.


Nye initiativer for at tiltrække flere fængselsbetjente
Kriminalforsorgens rekrutteringsteam vil i det kommende år forsøge at tiltrække med nye initiativer. I øjeblikket er de i gang med at udvikle et interaktivt univers, hvor man som læser kan vælge at se to eller tre historier, og gennem valg bestemme udfaldet af disse.

”Vi ønsker at sætte fokus på fængselsbetjentens evne til at udvise handlekraft og træffe beslutninger i situationer som kræver noget særligt,” siger uddannelseschef Anne Bunimowicz.

Ud over et interaktivt univers, har kriminalforsorgen også startet et samarbejde op med 25 jobcentre, med det formål at finde egnede kandidater.

”Vi arbejder på at klæde udvalgte kommuners jobkonsulenter på, så de kan spotte og motivere ledige til at søge vores uddannelser. Så håber vi også, at med åbningen af den nye skole i Jylland, at flere vil søge jobbet som fængselsbetjent, når uddannelsesinstitutionen er tættere på deres hjem,” siger Anne Bunimowicz.

Emner

  • Kriminalitet, jura, retsspørgsmål

Kontakt

PRESSEVAGT

Pressekontakt 7255 4141