Nyhed -

Kriminalforsorgen er klar til transportopgave

Kriminalforsorgen er ved at være klar til den 1. december, hvor opgaven med arrestanttransporter overtages fra politiet.

Kriminalforsorgen vil gradvist overtage transporten med varetægtsarrestanter fra politiet fra den 1. december 2018, og Kriminalforsorgen er ved at være klar til opgaven.

Alle stillinger som enhedschefer og enhedsledere er blevet besat, så ledelsen af de tre nye Transport- og Bevogtningsenheder i Kolding, Hobro og København er nu på plads.

De nye ledere får sammen med Ian Gunthel, chef for Institution for Transport og Bevogtning, ansvaret for omkring 18.000 transporter om året.

”Kriminalforsorgen har haft et tæt samarbejde med Rigspolitiet i forberedelserne, så opgaven kan blive overtaget bedst muligt, og samarbejdet har fungeret rigtig godt,” siger Ian Gunthel. ”Det betyder, at vi nu er ved at være klar til at overtage denne store og vigtige opgave.”

Kriminalforsorgen uddanner og rekrutterer i øjeblikket de transportbetjente, som sammen med fængselsbetjentene skal stå for transport og bevogtning af varetægtsarrestanterne. Transportbetjentene skal igennem en toårig transportbetjentuddannelse, som består af både skoleophold og praktikforløb.

Transportbetjentenes praktikforløb foregår ude i de tre transportenheder, hvor de skal varetage transportopgaven sammen med erfarne fængselsbetjente fra hele landet, blandt andet fra den enhed i Vestre Fængsel, som allerede i mange år har stået for halvdelen af arrestanttransporterne i København. Derudover vil en række fængselsbetjente midlertidigt blive ansat til at hjælpe med at løfte opgaven, indtil transportbetjentene er helt færdiguddannede.

”Så vi har et stærkt hold, både når vi overtager transporten fuldt ud fra de syv første politikredse fra januar 2019, og når vi har overtaget fra alle tolv politikredse den 1. juni 2019, ” siger Ian Gunthel.

Læs om uddannelsen til transportbetjent

Emner

  • Kriminalitet, jura, retsspørgsmål

Kontakt

PRESSEVAGT

Pressekontakt 7255 4141

Relateret materiale