Nyhed -

Kriminalforsorgen styrker sikkerheds- og efterretningsarbejdet

Sikkerheds- og efterretningsarbejdet får større fokus. Kriminalforsorgen skal blive bedre til at sikkerhedsvurdere de indsatte, så de placeres i institutioner med det rigtige sikkerhedsniveau.

De ansattes sikkerhed og bekæmpelse af bandekriminalitet er i fokus, når Kriminalforsorgen med den nye flerårsaftale går i gang med at styrke sit sikkerheds- og efterretningsarbejde yderligere. Kriminalforsorgen skal bl.a. blive bedre til at vurdere de indsattes farlighed, så de bliver placeret under de rigtige sikkerhedsmæssige forhold.

Det betyder en bedre indhentning og håndtering af efterretninger, samt en mere analysebaseret tilgang ved håndteringen af arrestanter og afsonere.

Mere fokus på sikkerheden
Initiativerne i flerårsaftalen bygger videre på de sikkerhedstiltag, som Kriminalforsorgen allerede har igangsat for at forhindre indsmugling af ulovlige effekter, herunder mobiltelefoner, i fængsler og arrester og for at styrke medarbejdernes sikkerhed.

Kriminalforsorgen skal medio 2018 præsentere et samlet oplæg for partierne bag flerårsaftalen om, hvordan sikkerheds- og efterretningsarbejdet kan styrkes yderligere.

”Vi skal blive bedre til systematisk at indsamle viden om de indsatte. Jo mere viden, vi har om de indsatte, jo bedre vil vi kunne sikre, at særligt bandemedlemmer bliver placeret i et fængsel eller arrest, der har den rigtige sikkerhedsklasse. Derved vil vi kunne styrke både medarbejdernes og de øvrige indsattes sikkerhed, og vi vil også blive bedre til at målrette tiltag i forhold til den enkelte indsatte. Det kan eksempelvis være tilbud om et exit-forløb”, siger chefen for Koncern Sikkerhed, Lars Rau Brysting.

Det samlede oplæg om styrkelsen af sikkerheds- og efterretningsarbejdet vil indeholde en række elementer. Ud over en bedre sikkerhedsvurdering af de indsatte skal modellen for sikkerhedsklassificering af Kriminalforsorgens institutioner også udbygges og forbedres.

”Kunsten består i at matche de indsatte og sikkerhedsregimerne korrekt. For at kunne skabe det match, kræves der både en efterretningsbaseret risikovurdering af de indsatte og en systematisk sikkerhedsvurdering og kategorisering af institutionerne”, siger direktør Thorkild Fogde

Oplægget vil i den forbindelse også kunne fokusere på uddannelsen af personalet i de forskellige sikkerhedsklasser, ligesom der forventes at være forslag til en yderligere styrkelse af samarbejdet mellem Kriminalforsorgen og andre relevante myndigheder, herunder politiet.

Emner

  • Kriminalitet, jura, retsspørgsmål

Kategorier

  • indsatte
  • kriminalforsorgen
  • institutioner

Kontakt

PRESSEVAGT

Pressekontakt 7255 4141

Relateret materiale