Nyhed -

Nye initiativer skal støtte alvorligt tilskadekomne

Kriminalforsorgen vil fremover afholde netværksmøder for medarbejdere, der er kommet alvorligt til skade i tjenesten og lancerer nyt område på hjemmesiden om medarbejderstøtte.

I november måned afholdes tre netværksmøder rundt om i landet. Her kan nuværende og tidligere medarbejdere, som er kommet alvorligt til skade i tjenesten, mødes, få støtte og danne fælleskaber. Netværksmøderne er de første, som afholdes af sin slags. Kriminalforsorgen forventer fremover at afholde flere netværksmøder og vil ved planlægningen heraf lægge vægt på tilbagemeldingerne fra deltagerne.

Kriminalforsorgen skaber rammerne for møderne, og deltagerne får selv mulighed for at påvirke indholdet. På møderne deltager tillige en psykolog fra Dansk Krisekorps, og medarbejdere og tidligere medarbejdere kan også tage nærmeste pårørende med. De pårørende får dermed også mulighed for at finde fællesskab med andre i en lignende situation.

”Medarbejderne i kriminalforsorgen arbejder hver dag for at skabe sikkerhed og tryghed i samfundet. Det er derfor yderst vigtigt at have et særligt fokus på både at forebygge skader og på at sikre forholdene for de medarbejdere, som er så uheldige at komme alvorligt til skade i tjenesten,” siger kriminalforsorgens direktør Thorkild Fogde. ”Vi har med afsæt i den nuværende flerårsaftale givet kriminalforsorgens udviklingsarbejde overskriften ”Tryg på arbejde – Stolt hjem”, og det er et budskab, som vi tager alvorligt.”

Medarbejderstøtte på kriminalforsorgens hjemmeside
Kriminalforsorgen har desuden udviklet et nyt område på hjemmesiden, hvor alvorligt tilskadekomne medarbejdere – både nuværende og tidligere – og deres pårørende kan finde råd og vejledning om det at være ramt af alvorlig tilskadekomst på arbejdet i kriminalforsorgen. På den nye webside om medarbejderstøtte kan man også orientere sig om, hvornår man kan tilmelde sig netværksmøderne. Invitationen til møderne vil også blive offentliggjort her.

”Målet med de nye initiativer er at gøre vores viden tilgængelig og skabe mulighed for, at vores nuværende og tidligere medarbejdere samt deres pårørende kan etablere nye netværk og bane vejen for nye fællesskaber. Vi har ikke alle svarene endnu i forhold til, hvad der kan skabe mening og værdi for målgruppen. Men nu sætter vi i gang og indbyder deltagerne til at tilkendegive deres ønsker til de nye initiativer. Det håber vi, at de vil tage godt imod,” siger Thorkild Fogde.

Netværksmøderne og det nye område på hjemmesiden skal supplere de eksisterende tilbud, som kriminalforsorgen tilbyder medarbejdere, der har været udsat for alvorlige hændelser. De eksisterende tilbud omfatter blandt andet, at medarbejdere får tilbudt supervision på særligt belastende tjenestesteder, og at der foretages opfølgning i form af samtaler efter alle voldsomme hændelser.

Se siden om medarbejderstøtte på kriminalforsorgens hjemmeside.

Se invitationen til netværksmøderne i november.

Emner

  • Kriminalitet, jura, retsspørgsmål

Kategorier

  • medarbejdere
  • kriminalforsorgen

Kontakt

PRESSEVAGT

Pressekontakt 7255 4141