Nyhed -

Områdearresthus skal gøre os klar til en ny tid

Kriminalforsorgens institutioner skal give mulighed for afsoning under tidssvarende vilkår. Derfor planlægger vi i de næste fire år en tiltrængt modernisering af arrestsektoren.


Magasinet med Kriminalforsorgens udviklingsplan for årene 2018-2021 er på gaden. Hver onsdag udgiver vi her på hjemmesiden en artikel fra magasinet. I dag handler det om det store, moderne arresthus, der skal bygges ved hovedstadsområdet.

Et nyt stort arresthus for hele Københavnsområdet og Sjælland – med moderne sikkerhedsudstyr, nutidige forhold for ansatte og indsatte og fra starten planlagt til at håndtere mere farlige indsatte. Det er en drøm for mange i Kriminalforsorgen i Hovedstaden og på Sjælland – og nu er det på tegnebrættet for at blive planlagt i de kommende år og bygget efter 2021.

”Vi har fået behov for flere arrestpladser til et mere forrået klientel i de sidste 5-7 år,” siger enhedschef Michael Juul. Han er nu i Køge Arrest, men var i nogle år områdesikkerhedschef for Hovedstaden.

”Der er for få pladser i forhold til hovedstadsområdets størrelse og befolkningstæthed. Det bliver let kaotisk og ressourcekrævende, når vi skal skaffe en masse pladser i en fart. Sådan en manøvre er med til at skabe mere vold, flere trusler og utryghed for personale og indsatte. Det kan give et forringet psykisk arbejdsmiljø. Heldigvis lyttede politikerne, da vi sagde, at der var behov for noget nyt og effektivt til at håndtere de ændrede udfordringer på Sjælland og i Storkøbenhavn, så vi kan aflaste Vestre Fængsel.”

Planen er nu at bygge et stort, moderne arresthus med cirka 200 pladser tæt ved hovedstadsområdet – præcis hvor, er endnu ikke besluttet, men det skal være tæt ved motorvejsnettet, så transport af arrestanter til og fra bliver så enkelt som mulig.

”Arresthuset skal skabe de rette rammer til at håndtere den gruppe arrestanter, vi faktisk får i dag – fra lommetyve til terrorister,” siger Michael Juul. ”Udfordringen lige nu er banderne, som har fyldt gaderne i København og andre større byer – nu sidder en væsentlig del af dem i vores fængsler og arresthuse. De nuværende arrester og fængsler er ikke indrettet til den sektionering, som er nødvendig for at opdele og adskille disse bander. Det vil blive langt lettere i et nyt områdearresthus, hvor vi kan opdele dem i mindre grupper.”

En ny adresse uden for tæt bebyggelse gør også hverdagen tryggere for personalet. I dag, hvor arresterne ofte ligger midt i byen, kan bandemedlemmer samles uden for arresten, f.eks. for at råbe trusler til fjender bag muren eller trusler mod personalet. Det kan føles utrygt for fængselsbetjentene, når de får fri og skal ud til deres biler. Det vil man kunne planlægge sig ud af i et nyt byggeri, f.eks. med åbne områder med videoovervågning.

Et moderne områdearresthus vil ikke kun have fordele for personalet, men også for de indsatte, påpeger Michael Juul:

”Det vil give bedre muligheder for at håndtere den ”bløde” del af vores arbejde, altså bedre forhold for at gribe ind tidligt, hvilket er en forudsætning for at opnå gode resultater. Vi kan bedre bearbejde de indsatte, og måske vil de få en erkendelse af fordelene ved at komme ud af kriminalitet. Og det er jo hele målet med vores indsats.”


Du kan læse hele vores magasin med udviklingsplanen 2018-2021 her:

http://www.kriminalforsorgen.dk/Udviklingsplan-2018-2021-8697.aspx

Kontakt

PRESSEVAGT

Pressekontakt 7255 4141