Nyhed -

Resocialiseringsarbejdet fortsætter

Selv om effektivisering, sikkerhed og tryghed for personalet fylder meget i Kriminalforsorgens nye flerårsaftale, er der også et stærkt fokus på resocialisering i aftalen, som blandt andet viderefører og genfinansierer alle de resocialiserende indsatser fra den foregående aftaleperiode.

Den 28. november indgik regeringen, Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti en politisk aftale, som sætter rammen for Kriminalforsorgens økonomi og indsatser de kommende fire år – flerårsaftalen for 2018-2021.

Med den nye aftale videreføres alle resocialiseringsinitiativerne fra den tidligere flerårsaftale. Det gælder for eksempel de særlige uddannelsesafdelinger, fjernundervisning samt udbredelsen af de socialfaglige redskaber LS/RNR og Mosaik. Redskaber som Kriminalforsorgen bruger til at vurdere de dømte risiko for at begå ny kriminalitet, og deres behov for behandling, uddannelse og anden støtte, som kan hjælpe dem til et liv uden kriminalitet.

Målrettede indsatser
I den nye aftale sættes der imidlertid et endnu stærkere fokus på behovet for evidens. Kriminalforsorgen skal gøre det, der virker, og der skal kunne produceres en faglig dokumentation herfor. Det betyder blandt andet, at LS/RNR og Mosaik skal forankres stærkere i hele Kriminalforsorgen.

Ved hjælp af LS/RNR skal Kriminalforsorgen målrette beskæftigelsesindsatsen og udbuddet af beskæftigelse. Et andet tiltag, der styrkes, er mentorordningen i KiF for dømte, som har højest risiko for tilbagefald – igen ud fra en LS/RNR-vurdering.

Også modtagelses- og løsladelsesprocessen skal løftes kvalitetsmæssigt, og med et egentligt kvindefængsel vil Kriminalforsorgen fremover få langt bedre mulighed for at tilpasse de resocialiserende initiativer til kvinderne.

En bærende tanke bag aftalen er nemlig, at ressourcer og indsatser skal målrettes de dømte, som kan og vil et liv uden kriminalitet.

”Det handler om, at vi skal målrette den systematik i vores resocialiserende indsats, som vi satte i gang med den tidligere flerårsaftale. Vi skal bruge kræfterne rigtigt, der hvor de virker. Det betyder, at vi skal intensivere vores støtte til de indsatte, som viser vilje og motivation til forandring,” siger områdedirektør Una Jensen, som er øverst ansvarlig for de projekter under flerårsaftalen, der har fokus på evidensbaserede indsatser.

Emner

  • Kriminalitet, jura, retsspørgsmål

Kategorier

  • indsatte
  • kriminalforsorgen
  • institutioner

Kontakt

PRESSEVAGT

Pressekontakt 7255 4141

Relateret materiale