Nyhed -

Sat i fængsel derhjemme

Amir på 21 år har fået en dom på 60 dage. Han har fået tilladelse til at afsone hjemme i fodlænke, fordi han har et arbejde.

To medarbejdere fra Kriminalforsorgen i Frihed ringer på døren til lejligheden i Københavns-området, hvor 21-årige Amir bor med sin familie. Klokken er omkring 9.30, og Amir er alene hjemme. Hans arbejdsdag starter først kl. 16.

Folkene fra kriminalforsorgen er her for at sætte en fodlænke på Amir. Han har fået en dom på 60 dages fængsel og har søgt om at afsone dommen i fodlænke i stedet for at komme i fængsel. For at kunne få lov til det skal man både have en egnet bolig og et arbejde eller være i gang med en uddannelse.

Lejligheden, hvor han bor med sine forældre og med sin lillebror, er vurderet som egnet bolig, og familien er indforstået med, at han afsoner hjemme. Hans arbejde hos en købmand kan også godt passes ind i afsoning med fodlænke.

Kan passe sin fodboldtræning
Imens fængselsbetjenten går ind på Amirs værelse for at opsætte fodlænkens modtager, som registrerer om Amir er hjemme, går socialrådgiveren i gang med at tale med Amir.

Med fodlænken på kan Amir fortsat passe sin fodboldtræning, som betyder meget for ham.

Alle fodlænkeafsonere har mulighed for at få op til fire timers resocialisering om ugen. Amir har på forhånd fået tilladelse til at bruge sine fire timer på fodboldtræning. Han vil også gerne gå til fitness, men vil han det, er han nødt til at vælge, da fodboldtræningen i sig selv tager fire timer. Ellers må det blive i de to fritimer, han har lørdag og søndag.

Udover at tale om fodbold og fitness skal de have styr på hans arbejdstider. Han arbejder 37 timer om ugen, men ikke på faste dage. De aftaler, at Amir sammen med sin chef hurtigst muligt får lavet et fast skema. Indtil da indarbejder socialrådgiveren de vagter, han har, i det skema, der bliver tastet ind i systemet. Han får en time til at komme til og fra arbejde, og han får også en time om ugen til at handle ind. Er han ikke hjemme på det aftalte tidspunkt, går der en alarm hos kriminalforsorgen, og han risikerer at blive sat i fængsel.

Hans går til fodboldtræning to aftener om ugen fra kl. 18 til kl. 20. Socialrådgiveren taster ind i skemaet, at han må gå hjemmefra fem minutter før og komme hjem fem minutter efter.

”Husk nu, at hvis du afviger fra skemaet med mere end fem minutter, skal du ringe til os,” understreger socialrådgiveren og beder Amir kode det nummer, han skal ringe på, ind i hans telefon.

Fodlænken skal sidde rigtigt
Mens de snakker kommer, fængselsbetjenten ind til dem. Han skal måle, hvor stor remmen til fodlænken skal være, så de er sikre på, at den sidder ordentligt. Amir kan jo ikke selv regulere på den, når den først er sat på.

”Du kan gøre det, at du kan tage en strømpe omkring den, så du ikke kan mærke den,” siger betjenten, der sætter den på.

Amir er 21 år, og ud over ham og hans forældre bor hans 17-årige lillebror også i lejligheden.

”Det bliver et helvede,” siger han med et skævt smil om de to måneder, han skal bruge stort set hele sin fritid i lejligheden.

”Heldigvis er min lillebror aldrig hjemme. Han spiller også fodbold,” fortæller han.

Nytårsaften uden alkohol
Fodlænken er nu på plads, og Amir er orienteret om de vilkår, der er for hans afsoning. Inden socialrådgiveren og betjenten fortsætter til næste fodlænkeafsoner, ringer de op til centralen for at være sikre på, at de kan se Amirs modtager.

Amir skal puste i et alkometer og aflevere en urinprøve. Noget han vil komme til at gøre ofte i de to måneder, han skal være i fodlænke, hvor han ikke må tage stoffer og ikke drikke alkohol. Derfor kommer folk fra kriminalforsorgen på uanmeldt besøg flere gange om ugen for at sikre, at han overholder reglerne. Gør han ikke det, bliver han sat i fængsel med det samme.

”Slipper jeg for det nytårsaften?” spørger Amir med håb i stemmen. Svaret er nej. Nytårsaften i år bliver uden rusmidler.

I de næste to måneder skal Amir tilbringe stort set al sin fritid hjemme i lejligheden sammen med sine forældre og sin lillebror.

Fakta om afsoning med fodlænke:
Når man bliver idømt fængselsstraf på op til 6 måneder, er der mulighed for at søge om at afsone hjemme hos sig selv med en elektronisk fodlænke. Det er en lille sender på anklen, som er i konstant forbindelse med en overvågningscentral hos kriminalforsorgen.

Betingelser for at afsone med fodlænke er, at boligen skal være indrettet, så kriminalforsorgen kan foretage den nødvendige overvågning og kontrol på bopælen. Man må for eksempel ikke bo på hotel eller herberg. Man skal som udgangspunkt være i arbejde eller under uddannelse. Hvis man bor sammen med personer over 18 år, skal de give deres samtykke til, at man må afsone på den fælles bopæl.

Arbejdsgiver, uddannelsesinstitution eller andet beskæftigelsessted vil få at vide, at man afsoner. Det er, fordi der skal udpeges en kontaktperson, der fører kontrol med, at man passer sin beskæftigelse under afsoningen. Kun i sjældne tilfælde kan der gives dispensation fra det.

I 2018 er der til og med oktober måned blevet sat 1922 afsonere i fodlænke. En fjerdedel af dem er i Københavns-området.

Ansøg digitalt
Som et led i bestræbelserne på at nedbringe sagsbehandlingstiden for ansøgning om afsoning med fodlænke tilbyder kriminalforsorgen fra den 10. december, at dømte kan ansøge om afsoning via en selvbetjeningsløsning på nettet.

Hermed understøttes en regelændring fra 1. juli 2018 hvor sagsbehandlingstiden for ansøgning om afsoning med fodlænke blev reduceret til 7 dage – en tidsfrist det er vanskeligt at overholde med almindelig postgang.

Løsningen er kriminalforsorgens første borgervendte selvbetjeningsløsning: selvbetjening.kriminalforsorgen.dk

Amir er ikke klientens rigtige navn. Red.

Emner

  • Kriminalitet, jura, retsspørgsmål

Kategorier

  • indsatte
  • kriminalforsorgen

Kontakt

PRESSEVAGT

Pressekontakt 7255 4141