Nyhed -

Tal fra kriminalforsorgen med internationalt fokus

”Tal fra kriminalforsorgen” har i dette kvartal særligt fokus på ansatte og indsatte i internationalt perspektiv.

Publikationen ”Tal fra kriminalforsorgen” udkommer hvert kvartal. Den indeholder en række nøgletal, som viser udviklingen på forskellige kerneområder af kriminalforsorgens virksomhed – eksempelvis kapacitetsudnyttelse, sygefravær og vold og trusler mod ansatte. Derudover dykkes der hvert kvartal ned i særligt udvalgte emner. Denne gang er fokus på ansatte og indsatte i internationalt perspektiv.

Tallene i publikationen viser, at Danmark er et land med en generelt lav fængslingsrate. Der er 63 indsatte pr. 100.000 indbyggere, hvilket er den 8. laveste fængslingsrate blandt de lande i Europarådet, der indgår i undersøgelsen. Den gennemsnitlige fængslingsrate for alle de godt 40 medlemslande, der har svaret på undersøgelsen, ligger på 181 indsatte pr. 100.000 indbyggere.

Danmark indtager også en 8. plads, når det gælder spørgsmålet om, hvem der har det laveste antal indsatte pr. ansat fængselsbetjent. Der er således 1,7 indsatte pr. 1 fængselsbetjent i de danske fængsler og arrester, mens Europarådets gennemsnit ligger på 5,1 indsatte pr. fængselsbetjent.

Tallene viser derudover, at de danske fængsler og arrester har en forholdsvis høj andel af indsatte, der er udenlandske statsborgere. Udenlandske statsborgere udgør 28,9 pct. af de indsatte og 42,6 pct. af de varetægtsfængslede. Gennemsnittet for de europæiske lande er henholdsvis 18,7 pct. og 51,5 pct.

Tallene over ansatte og indsatte i internationalt perspektiv er opgjort den 31. januar 2018 og er baseret på data fra publikationen ”Prison Population. SPACE I – 2018, Council of Europe” fra december 2018.

Hent ”Tal fra kriminalforsorgen – august 2019”.

Emner

  • Kriminalitet, jura, retsspørgsmål

Kontakt

PRESSEVAGT

Pressekontakt 7255 4141