Nyhed -

Udvisningsfængsel i Ringe

Som en del af Kriminalforsorgens flerårsaftale er det besluttet, at Ringe Fængsel i løbet af 2018 skal omdannes til et fængsel for udvisningsdømte udlændinge.

Ringe Fængsel skal være et udvisningsfængsel. Her skal de udvisningsdømte, der i dag sidder i de særlige udrejseafdelinger i Nyborg og Enner Mark fængsler, sidde.

Det betyder, at fængslet, som har i alt 86 pladser, fremover ikke skal have de samme faciliteter og ressourcer til resocialiserende tilbud i form af uddannelse, undervisning og programvirksomhed, der er i de øvrige fængsler. Der vil heller ikke være mulighed for at komme i eksempelvis misbrugsbehandling i Ringe Fængsel.

Institutionschef Lars Skjødt Vinther er glad for, at Ringe Fængsel bliver bevaret som institution, selv om fængslet skal drives på en anden måde.

”Alternativet kunne have været en lukning. På den her måde vil fængslet stadig bestå, og det er jeg rigtig godt tilfreds med,” siger han.

Mulighed for forflyttelser
Områdedirektør Mia Heckscher, som bliver styregruppeformand og den øverste ansvarlige for omdannelsen af fængslet i Ringe til et udvisningsfængsel, siger, at i det omfang ændringerne i Ringe Fængsel kommer til at berøre det civile personale, vil der blive taget godt hånd om dem.

”Tilpasningen vil som udgangspunkt ske ved forflyttelse på baggrund af interessetilkendegivelse fra medarbejderne. Hvis det ikke er nok, vil vi se på andre muligheder,” siger Mia Heckscher.

Hun tilføjer, at erfaringerne med de udvisningsdømte fra andre institutioner er, at det ofte er ret uproblematiske fanger, der er gode til at få både beskæftigelse og fritidsaktiviteter til at fungere i dagligdagen.

Sparer op til hjemsendelsen
De udvisningsdømte vil fremover som andre indsatte få tilbageholdt 15 procent af deres løn som tvungen opsparing. Pengene skal bruges til at betale udgifterne til hjemtransport i forbindelse med løsladelsen. Kun i det omfang, det tilbageholdte beløb ikke er tilstrækkeligt, vil staten betale udgifterne til de udvisningsdømtes hjemtransport.

Ringe Fængsel forventes at blive idriftsat som udvisningsfængsel i løbet af 2018.

Emner

  • Kriminalitet, jura, retsspørgsmål

Kategorier

  • ringe fængsel
  • kriminalforsorgen
  • medarbejdere
  • institutioner

Kontakt

PRESSEVAGT

Pressekontakt 7255 4141

Relateret materiale