Nyhed -

Ambitiøst miljøprojekt i Sverige

I Borås i Sverige har man startet et stort ambitiøst miljøprojekt. For mere end tre milliarder svenske kroner skal der opføres et nyt energi- og miljøcenter, som bl.a. vil bestå af et nyt kraftvarmeværk, nyt spildevandsrenseanlæg og nyt biogasanlæg.

I Borås har Borås Energi og Miljø – byens forsyningsselskab – længe arbejdet med tanken om at forene byens infrastruktur for energi og miljøteknik med henblik på at effektivisere ressourcebehovet. Ved at samle energiproduktion, spildevandsrensning og affaldshåndtering skabes en lang række synergieffekter, der vil lede til energimæssige, økonomiske og miljømæssige besparelser. Såvel anlægs- som driftsomkostningerne bliver mindre samtidig med, at der opnås en mere effektiv udnyttelse af energi og råvarer. Det er således forventet, at det nye center årligt vil bidrage med en reduktion af drivhusgasser på ca. 100.000 tons CO2.

Det er atypisk, at man som kommune vælger at gøre så store investeringer på en gang, men det er ifølge direktør for international forretningsudvikling Anders Haarbo, Krüger, udtryk for nogle helt særlige ambitiøse visioner. Borås vil bl.a. være fuldstændigt uafhængig af fossile brændsler, og det nye center vil spille en central rolle i at opfylde den vision.

Fleksibel og energioptimeret løsning

Borås Energi og Miljø har netop tildelt opgaven med at opføre det nye spildevandsrenseanlæg til Krüger sammen med søsterselskabet VA Ingenjörerna i Sverige. Det nye anlæg kommer til at koste ca. 400 millioner svenske kroner og skal opfylde meget strenge miljøkrav samtidig med, at der fra kommunens side er et stærkt ønske om at få en så energieffektiv løsning, som muligt. Borås får et fleksibelt anlæg, der bl.a. indeholder helt nye og unikke energieffektive løsninger. For at sikre, at de ønskede mål hele tiden efterleves, er anlægget udstyret med STAR Utility Solutions, som baseret på on-line målinger kontinuerligt sikrer den optimale drift med hensyn til miljø, energi og omkostninger.

– I designet af løsning har der i hele forløbet været fokus på at vælge de løsninger og teknologier, der bedst muligt understøtter visionen for Borås. Vi tilbyder en løsning med en betydeligt mindre energi- og miljøbelastning end et traditionelt anlæg og som samtidigt sikrer kunden mod de fremtidige udfordringer, f.eks. klimaforandringer,siger Anders Haarbo.

Fremtiden skal sikres

En så stor miljøinvestering kræver også, at renseanlægget fungerer optimalt mange år frem, selv hvis forholdene ændrer sig f.eks. i forbindelse med klimaforandringerne. Også her spiller anlæggets fleksible opbygning samt det avancerede styringssystem en stor rolle, idet det er muligt at tilpasse sig de nye forhold løbende og lade systemet optimere driften. Anlægget er opbygget med øje for, at flere af de nye processer, som er under udvikling, vil kunne implementeres på anlægget i fremtiden.

Udover anlæggets høje genbrug af energien i spildevandet tillader anlægget også et højt niveau af genindvinding af fosfor. Det skyldes, at langt hovedparten af fosforen fjernes biologisk, og dermed er lettere tilgængelig for en efterfølgende anvendelse. Dette ville ikke være muligt i samme grad, hvis fosforen var blevet fjernet ved brug af kemikalier.

– Vi er meget glade og stolte over den store tillid Borås Energi og Miljø viser os ved at vælge vores løsning. Vi ser frem til at medvirke til at opfylde den ambitiøse miljømæssige vision man har i Borås, slutter Anders Haarbo.

Emner

  • Miljø, energi

Kontakt

Anne Abraham

Pressekontakt HR- og Kommunikationsdirektør 39690222

Relateret materiale