Nyhed -

Givtigt samarbejde med studerende

Krüger indgår hvert år samarbejde med studerende, der fx skriver specialeprojekt i samarbejde med Krüger. Samarbejdet er givtigt for de studerende, men også for Krüger.

En række specialestuderende skriver hvert år afgangsprojekt i samarbejde med Krüger. Det kan enten være specialestuderende, der kontakter Krüger direkte, og som virksomheden forsøger at finde et passende projekt til. Eller det kan være specialestuderende, som indgår i et af Krügers udviklingsprojekter i samarbejde med universiteterne.

Fx afsluttede fem studerende sidste år deres studier med projekter på forskellige dele af MUDP-projektet – ’Mikroplast i spildevand’. Et MUDP-projekt, der blev til i samarbejde med DTU, AAU, Billund Vand, Mølleåværket, BIOFOS og Krüger. En af de studerende undersøgte rester af mikroplast i regnvandsbassiner – det er der aldrig nogen, der har gjort før. En gruppe på tre undersøgte, om man kan fjerne mikroplast ved hjælp af eksisterende Krüger-teknologier. Og et sidste projekt handlede om nye metoder til at teste renseteknologi vha sporbar mikroplast.

Win-win

Samarbejdet med de studerende er ifølge procesingeniør Aviaja Anna Hansen fra Krüger udbytterigt for begge parter.

– Samarbejdsaftalerne giver en unik læring for de studerende, forklarer Aviaja Anna Hansen. De får en dybtgående indsigt i virksomhedens dagligdag, som de ikke kan læse sig til. Og de kommer til at indgå i projektarbejde med en række erfarne medarbejdere, som de kan sparre med.

Tidligere specialestuderende, Thue Bargholz supplerer:

– Jeg fik løbende feedback i specialeprocessen og en god relation til de nærmeste kolleger, fortæller Thue Bargholz, der i dag er ansat som ingeniør i Dansk Biogasrådgivning. Det var en meget positiv oplevelse at skrive speciale i samarbejde med Krüger og helt klart anbefalelsesværdigt.

Men Krüger får også et godt udbytte af samarbejdet.

– Først og fremmest får vi en masse nye ideer og input fra de studerende, fortæller Aviaja Anna Hansen. Herudover er nogle af de projekter, de studerende indgår i, arbejdstunge projekter. De studerende kan med andre ord hjælpe os med at undersøge nogle forhold i dybden, som vi ellers ikke ville have mulighed for. Det er en stor fordel. Men vi kan naturligvis ikke sætte dem til hvad-som-helst. Vi indgår et samarbejde og guider dem gennem forløbet, så de får et godt udbytte og en unik læring. Det er det, der er det primære formål med samarbejdet.

Krüger har også samarbejde med studerende, der ikke er kommet helt så langt i deres studie. Fx ingeniørpraktikanter, der er i praktik i op til fem måneder eller andre projektforløb, hvor forskellige medarbejdere fungerer som vejledere.

Mange af ingeniørpraktikanterne fortsætter også som studentermedhjælper, mens de færdiggør deres studie.

Long Hoang:
”Jeg har fået rig mulighed for at bidrage og lære nyt fagligt som praktikant og studentermedhjælper. Krüger er også en arbejdsplads med plads til at værne om personlige relationer og sociale aktiviteter, som styrker et godt samarbejde på tværs af alle afdelinger”
Diana Barbu:
”Et venligt miljø med professionelle mennesker og fokus på både arbejdet og medarbejderne. Det har været en fornøjelse at være en del af Krugers SCRUM-team de sidste to år, og jeg tror stærkt på, at det har hjulpet mig med at vokse som person og som programmør.”
Jeppe Glenstrup:
”Som praktikant og studentermedhjælper i Krüger har jeg oplevet at blive inddraget i opgaverne på lige fod med de fastansatte. Det gør det til et spændende og lærerigt sted at være, samtidig med at man føler sig som en del af holdet.” 
Peter A. Stentoft:
”Ved at lave specialet sammen med Krüger fik jeg mulighed for at afprøve nogle af de algoritmer, som jeg udviklede, på et rigtigt rensningsanlæg. Jeg synes det var rigtig positivt og spændende at se de ting jeg arbejdede med køre i virkeligheden.”

Emner

  • Miljø, energi

Kontakt

Anne Abraham

Pressekontakt HR- og Kommunikationsdirektør 39690222