Nyhed -

Tromlefiltre overtager forfiltrering ved Mølleåen

Mølleåværket A/S laver fremover forfiltrering med Hydrotech tromlefiltre og skrotter derfor fire renoveringsmodne forklaringstanke.

For første gang vælger et større renseanlæg i Danmark at erstatte forklaringstanke med tromlefiltre. Krüger har fået til opgave at installere i alt fire Hydrotech tromlefiltre på anlægget. Det sker ved først at tømme en af de nedlagte forklaringstanke for al indmad og derefter bygge tromlefiltrene ind i betontanken. De øvrige tre tanke kan nedlægges, og dermed sparer værket en god del plads. Det er en fordel for Mølleåværket, der ligger placeret i et fredet område i Mølleådalen lige nord for København. Værket renser spildevand for de fire tætbefolkede ejerkommuner Lyngby-Taarbæk, Rudersdal, Gentofte og Gladsaxe.

– De fire Hydrotech tromlefiltre har en kapacitet på 1300 liter i sekundet. Kvaliteten af rensningen af spildevandet er i forvejen høj og bibeholdes på samme niveau, men tromlefiltrene gør driften af anlægget lettere, siger Karsten Holm Jørgensen, der er projektchef hos Krüger.

Nemmere at styre

Filtrene skaber stabilitet i driften, da man får mulighed for automatisk at styre udtaget af primærslam i forhold til belastningen på renseanlægget.

– Med forklaringstankene var det sværere at styre, hvor meget suspenderet stof, man tilbageholdt. Reduktionen af stof kan med filtrene variere fra 40 til 90 pct. Processen styres med styringssystemet STAR Utility Solutions™, siger Karsten Holm Jørgensen.

Mølleåværket stod foran at skulle renovere værkets fire gamle forklaringstanke for et større millionbeløb, men efter diverse overvejelser besluttede man at vælge tromlefiltrene fra Hydrotech.

Mølleåværket ligger i et følsomt Natura 2000 område og har gradvist opgraderet til større kapacitet og bedre rensning. Den seneste udbygning med MBBR-anlæg og MBR-anlæg skete i 2012 for at kunne opfylde skrappe udledningskrav, så man kunne lede ca. 40 pct. af årsvandmængden tilbage til Furesøen og dermed til Mølleåen. Foreløbig leder man dog fortsat det rensede spildevand ud i en afskærende ledning langs Mølleåen og ud i Øresund få km fra værket.

Større gasproduktion og bedre arbejdsmiljø

Mølleåværket vil gerne have så meget suspenderet stof ud som muligt for at producere mere gas. Stoffet sendes i rådnetank, hvor der laves gas af det. Gassen driver en gasmotor, der producerer el og varme, som bruges på værket. På den måde er Mølleåværket et energiproducerende og ganske effektivt anlæg.

– Samtidig har det stor betydning for arbejdsmiljøet, at operatørerne ikke skal rense manuelt, fordi der er automatisk rengøring af filterdugene, siger Karsten Holm Jørgensen.

Emner

  • Miljø, energi

Kontakt

Anne Abraham

Pressekontakt HR- og Kommunikationsdirektør 39690222