Skip to main content

Nye kæmpe-vandværker skal give københavnerne blødere drikkevand

Pressemeddelelse   •   Apr 26, 2019 09:14 CEST

Nyt Vandværk ved Søndersø. Visualisering: PLH Arkitekter

HOFOR er i gang med at erstatte tre af deres allerstørste vandværker med helt nye og topmoderne anlæg, så hovedstadsområdet kan få blødere drikkevand og bedre forsyningssikkerhed. Fra et fælles projektkontor i Rødovre arbejder landets førende specialister sammen om at løse det udfordrende stor-skala projekt.

Københavnerne vil fremover få drikkevand af høj kvalitet og samtidig en større sikkerhed i vandforsyningen. HOFOR er nemlig gået i gang med at erstatte tre af deres største vandværker, som leverer drikkevand til hovedstadsområdet.

Med de tre vandværker, som ligger vest for Ishøj, ved Søndersø og ved Gevninge, vil HOFOR blive i stand til at levere blødere vand til mere end halvdelen af forbrugerne i København og omegnskommunerne. Moderniseringen af vandværkerne vil også betyde, at drikkevandet, som strømmer ind til københavnerne gennem kilometervis af vandledninger, vil få en højere fødevaresikkerhed. Det sker via nye, bedre standarder, hvor vandbehandlingen foregår i helt lukkede kredsløb i stedet for på anlæg med åbne vandoverflader og iltningstrapper som på de gamle anlæg.

”Med de nye vandværker vil mere end halvdelen af HOFORs drikkevandsproduktion være blødgjort. Vi er i gang med en proces, hvor hele vores produktion skal omstilles til de nye standarder – og sådan en proces tager tid. Der er stor efterspørgsel på blødere vand fra både forbrugere og virksomheder i vores forsyningsområde, så vi vil løbende udrulle denne modernisering på alle vores syv regionale vandværker,” siger Erling Fischer, som er projektchef i HOFOR for vandværker og blødgøring.

”Det er tre af de allerstørste vandværker, der findes i Danmark. Der er ikke bygget så store vandværker i landet de seneste 50 år, så alene anlæggenes størrelser er en udfordring. Nu skal vi tilmed indføre en helt ny blødgøringsteknologi efter danske forhold, og her ligger de største udfordringer,” siger John Kristensen, som er NIRAS’ projektleder på opgaven.

”Det er virkelig spændende at være med til at udvikle nogle af Danmarks første, rigtig store blødgøringsanlæg i et konsortium med en masse kompetente mennesker. Det vil generere en masse ny viden imellem både rådgiverne på opgaven og HOFOR – det ser vi allerede nu,” siger Max Toft Pedersen, som er projektleder hos Krüger.

Læs mere om projektet på kruger.dk eller på niras.dk

Krüger A/S er en internationalt orienteret miljøvirksomhed med speciale i bæredygtig vandbehandling. Vi arbejder som rådgivere, entreprenører og leverandører af teknisk udstyr inden for drikkevand, procesvand og spildevand og bidrager herigennem sammen med vores kunder til at bevare, udvikle og genvinde ressourcer, som er afgørende for menneskers liv. Mange af vores løsninger er patenterede teknologier udviklet i tæt samarbejde med forsyninger og universiteter. 

Vi er i dag en internationalt orienteret dansk virksomhed med 450 medarbejdere, der fokuserer på at levere tekniske løsninger tilpasset kundens behov. Vi leverer helhedsorienterede og miljøbæredygtige løsninger inden for vand og spildevand til industrier og offentlige myndigheder. Krüger er et datterselskab i Veolia Water Technologies, en del af den verdensomspændende Veolia-koncern med mere end 163.000 medarbejdere. Veolia leverer løsninger indenfor Vand, Energi og Genanvendelse, og arbejder målrettet på at genvinde, genanvende og bevare verdens ressourcer.

Vedhæftede filer

PDF-dokument