Skip to main content

7 RUNER - Danseforestilling i vinterferien

Pressemeddelelse   •   Feb 02, 2016 09:26 CET

I vinterferien har Kulturværftet i Helsingør danseforestillingen 7 RUNER på programmet. Det er lørdag den 13. februar kl. 15.00. Forestillingen anbefales fra 8 år.

7 RUNER er en rå, poetisk og kraftfuld danseforestilling, som henter inspiration i nordisk mytologi, vikinger og i kultfilmen The Hunger Games. I forestillingen medvirker et internationalt team af urbane dansere, moderne dansere og cirkusartister i verdensklasse. I et spil om liv og død sættes menneskets basale følelser og drifter i nyt perspektiv gennem ekvilibristiske kropssprog iscenesat igennem breakdans, ny dans og cirkus.

Et spil om kærlighed, magt og håb

I 7 RUNER danner syv frygtløse ”shapeshifters” en klan i en brutal verden, hvor spil om kærlighed, magt og håb udfolder sig. Vilde Bersærker-krigere med egenskaber fra de nordiske guder, norner og mytologiske væsner med sammensatte kroppe af halve mennesker og dyr befolker scenen. Forestillingen flettes sammen af krigernes kroppe der former runer, vikingedesigns inspireret af Bayeux-tapetet og smykkekunst fra vikingetiden.

En fantasiverden med Reumert-nomineret koreograf

I 7 RUNER skabes en fantasiverden, som rækker fra fortiden ind i nutiden og ud i fremtiden. Reumert-nomineret koreograf Lene Boel står bag forestillingen. Rex Casswell står for den nykomponerede musik og Jesper Kongshaug for scenografisk lys.

Dansere og artister i verdensklasse

I forestillingen medvirker et internationalt team af urbane dansere, moderne dansere og cirkusartister i verdensklasse.
Dansere: Aritz Lopez Gomez (Spanien/Baskerlandet), Bryn Roberts-Todd (Frankring), Fiona Houez (Frankrig), Helena Wilhelmsson (Sverige), Martin Karlshøj (Danmark), Nicolas Grosclaude (Frankrig), Sophia Mage (USA/Danmark).

Anmelderne skrev:

"Lene Boels syv vikinger udfordrer grænsen mellem hiphip, moderne dans og nycirkus i 7 Runer." (Weekendavisen)

"Der er knald på gulvet, når Next Zone og koreografen Lene Boel smelter nordisk mytologi, vikinger og ’Hunger Games’ sammen i en tempofyldt danseforestilling." (Out & About)

Kulturværftet ligger på havnen i Helsingør og udgør sammen med M/S Museet for Søfart og Kronborg, området Kulturhavn Kronborg. Kulturværftet rummer det største kulturhus i Nordsjælland, som sammen med byens ældre kulturhus Toldkammeret lægger scener og rum til en bred vifte af lokale, nationale og internationale kulturevents.