Pressemeddelelse -

Et vellykket kulturmøde

Første gang Nour Amora var til møde på Kulturværftet kunne han ikke meget dansk. Nu spiller han danske sange med et syrisk præg og har lært danske musikere arabisk vokal.

I Syrien var Nour Amora en af de få musikere, der fik lov at spille i fjernsynet til det brag af en fest, der altid afslutter ramadanen. Han var et velkendt ansigt i kulturlivet med et hav af livekoncerter bag sig. I Danmark begyndte han sin musikkarriere i Gl. Holte Kirke – og inden længe skydes en arabisk-dansk koncert i gang på Kulturværftets Store Scene med Nour Amoras fingeraftryk på. Og det selv om det kun er knap to år siden, han flygtede fra Syrien til det kolde nord. “Musik betyder alt for mig, så selv om jeg ikke talte dansk, gik jeg straks i gang med at finde et musikalsk netværk i Danmark, og præsten i Gl. Holte lod mig arrangere en sommerkoncert i kirken,” fortæller Nour.

Gennem sit netværk i kirken fik Nour kontakt til Kulturværftet i Helsingør, hvor han har været igennem et jobtilbud på seks måneder. Et på alle måder lykkeligt samarbejde. 

“Mødet mellem dansk og arabisk kultur er spændende. Jeg elsker at se publikum blive rørt, når en dansker synger arabisk til en af mine koncerter. Det skaber fællesskab,” siger Nour Amora. 

Redaktionschef for programafdelingen på Kulturværftet, Søs Krogh Vikkelsøe, er glad for samarbejdet med Nour Amora: 

“Vi bliver et fattigt kulturhus, hvis vi ikke udfordrer os selv. Nour tør gå ind og se på, hvordan vi viser noget nyt. Samtidig hjælper vi ham med netværk, med at lære dansk og med viden om, hvordan virksomheder fungerer. Forhåbentlig får det ham videre i en selvstændig karriere.” 

Related links


Kulturværftet ligger på havnen i Helsingør og udgør sammen med M/S Museet for Søfart og Kronborg Slot området Kulturhavn Kronborg. Kulturværftet er Nordsjællands største kulturhus, som sammen med byens ældre kulturhus Toldkammeret lægger scener og rum til en bred vifte af lokale, nationale og internationale kulturevents året rundt. 

Kontakt

Anne Borg

Pressekontakt PR, Kommunikation & Marketing Koncerter, festivaler & program 41869423