Skip to main content

Film på Kulturværftet: Gadens børn - et år uden håb

Pressemeddelelse   •   Okt 04, 2019 16:03 CEST

Film & Folk er et fast filmformat på Kulturværftet, hvor du kan opleve både spillefilm, aktuelle dokumentarfilm, foredrag og snak med forskellige filmfolk. Den 5. nov. vises Gadens børn af Mikala Krogh.

Oplev den gribende og filmisk smukke dokumentarfilm om en gruppe gadedrenge fra Manila i Filippinerne, der får muligheden for at ændre deres liv for altid. Mød også filmens instruktør Mikala Krogh, der tålmodigt har fulgt drengene i et år, til en snak om filmen og dens baggrund.

Gadens børn – et år med håb er en coming-of-age historie om en gruppe gadedrenge fra Manila i Filippinerne, der får muligheden at ændre deres liv for altid. De bliver tilbudt et års ophold på et center på en ø, der i sammenligning med det barske gadeliv er det rene paradis. Flere af drengene er blandt andet blevet misbrugt seksuelt, er afhængige af stoffer, har været udsat for vold i familien og overværet drab.

Filmens hovedpersoner er Justin på 13 år, der helst vil være ladyboy, og Pablo på 15 år, der har glemt hvordan man smiler og ikke vil tale. Filmen følger drengenes udvikling og forsøg på at gøre sig fri af deres fortid, og undersøger om det er muligt at ændre en livsbane, der allerede er afsporet.

Gadens børn – et år med håb er en filmisk fortælling, der også beskriver det filippinske samfund, hvor tusindvis af børn fra fireårs alderen lever alene på gaden, og hvor hvert tredje barn bliver seksuelt misbrugt i løbet af deres barndom.

“Der er 100 mio. gadebørn i verden. Men det er bare et tal. Jeg ville vildt gerne vise, hvordan man kan give dem værdighed, kærlighed og håb. Og vise, hvordan de kan få en plads tilbage i samfundet” siger instruktør Mikala Krogh i et interview. Igennem hele det år, hjælpeprojektet kører, har hun fulgt med som øjenvidne. Det betød bl.a., at hun i et år flyttede til Filippinerne med sin mand og sine egne tre børn, for at være tæt på og forstå det komplekse samfund.

Måden filmen er lavet på er karakteristisk for Mikala Krogh, der arbejder personligt og udforskende og uden ord og lange forklaringer kommer tæt på drengene og deres udvikling ved at følge dem med sit observerende kamera. Hun har lavet dokumentarfilm om en række alvorlige emner, og hendes film Ekstra Bladet – uden for citat, et portræt af en dagbladsbranche i krise, har tidligere været vist på Kulturværftet.

Praktisk information:

Tid: 5. november kl. 19.00

Sted: Kulturværftet, Lille Scene, Allegade 2 i Helsingør

Billetter: 65 kr. på www.kuto.dk

Kulturværftet ligger på havnen i Helsingør og udgør sammen med M/S Museet for Søfart og Kronborg Slot området Kulturhavn Kronborg. Kulturværftet er Nordsjællands største kulturhus, som sammen med byens ældre kulturhus Toldkammeret lægger scener og rum til en bred vifte af lokale, nationale og internationale kulturevents året rundt.