Pressemeddelelse -

​Gå ikke glip af årets store høst- og havnefest, når der er Fest På Kajen den 26. august

I den sidste sommerweekend inden efterårets komme giver vi den fuld gas på havnefronten i Helsingør. Høstfest møder havnefest, land møder by, Ferguson møder fiskekutter. Halmballerne lander på kajen, rommen bliver slået i glasset, og dansen varer til langt ud i den lyse sommernat. Det hele akkompagneres af nogle af de mest feststemte bands på landkortet og garneres med masser af sild, sensommerlækkerier og andet godt til ganen. Festen kan købes for en ’hund’, så der er masser af gode grunde til at invitere konen, kæresten eller vennerne med til årets bøjede byfest.

Syng med på alle de fedeste Shu-Bi-Dua-hits serveret for fuld skrue og kridt danseskoene af til et par af byens bedste bands. Her er alle de vigtigste ingredienser til en rigtig sjov aften. Live musik, fælles sang og dans, duften af havet og kornet der har forladt marken.

En Michael Mathiesen, tre koncerter og hundredevis af kulørte lamper

Aftenens konferencier Michael Mathiesen binder hele festen sammen, og publikum kan glæde sig til tre koncerter med Gasbox, Anemonemand og Hardinger Band. Udover festen på scenerne står Harmonika Klubben for stemningsfuld musik på pladsen og Linedancers 3000 varmer publikum op til selv at tage en svingom senere på aftenen. Rammerne denne aften bliver mindst lige så festlige som indholdet, hvor nye og gamle landbrugsmaskiner, halmballer, dansegulv og hundredevis af kulørte lamper rulles ud på havnefronten.

Uden mad og drikke, duer de feststemte gæster ikke. Derfor er der sørget for rigelige mængder at lækkerier fra hele byen; Rejer, Helsingør pølsen, flæskestegssandwich, kartoffelsalat og gylden hvede i glasset.

Sejl til fest

Har I hverken lyst til at gå, cykle eller tage traktoren, så sejl til Fest På Kajen. Med en kajpladsbillet i Kulturhavn Kronborg kan I lægge til lige ved festpladsen og gå til og fra egen lille privat fest i festen.

PROGRAM

17.00: Havnefronten åbner
17.30: Linedancers 3000 indtager pladsen
18.15: Anemonemand spiller op (ca. 60 min.)
19.15: Boliggårdens Harmonika Klub underholder
20.15: Gasbox gi’r den … gas (ca. 75 min.)
22.00: Hardinger Band (ca. 75 min.)
23.15: Fest På Kajens playliste sørger for den sidste svingom
24.00: Pladsen lukker

INFO

Billet: 100 kr. inkl. gebyr
Kajpladsbillet: Fra 400 kr. Alle ombordværende skal derudover have gyldig billet til koncerten. Børn under 2 år, der er passagerer på både, behøver ikke at have billet. Kajplads kan kun købes via Billetten.dk på 70 20 20 96.

Læs mere: http://kuto.dk/kalender/2017/august/fest-paa-kajen

Emner

  • Kunst, kultur, underholdning

Kulturværftet ligger på havnen i Helsingør og udgør sammen med M/S Museet for Søfart og Kronborg Slot området Kulturhavn Kronborg. Kulturværftet er Nordsjællands største kulturhus, som sammen med byens ældre kulturhus Toldkammeret lægger scener og rum til en bred vifte af lokale, nationale og internationale kulturevents året rundt. 

Kontakt

Anne Borg

Pressekontakt PR, Kommunikation & Marketing Koncerter, festivaler & program 41869423