Pressemeddelelse -

Kulturværftets Erhvervsklub præsenterer: Foredrag m. Rane Willerslev 19. marts 2019

Den karismatiske direktør og frontfigur for Nationalmuseet, Rane Willerslev, kommer til Kulturværftet i Helsingør med et klart budskab: Vi befinder os i en ulykkelig kreativitetskrise, som vi skal se at komme ud af. Det er ikke for sent – det er bare på høje tid, at vi tænker vildt. Foredraget er arrangeret af Kulturværftets Erhvervsklub og finder sted 19. marts på Kulturværftet.

Vi har udviklet et nulfejlsregime og har opgivet modet til at fejle produktivt. Dette er udgangsreplikken, når Rane Willerslev stiller skarpt på, hvordan vi omsætter kreativiteten til at være en katalysator, der gør vores samfundsudvikling mere dynamisk og sund. Egenskaberne er der – de er bare hverken efterspurgt eller bliver belønnet.

Forsker, professor og medlem af Eventyrernes Klub

Han bestrider posten som museumsdirektør for Nationalmuseet, men herudover er Rane Willerslev også en anerkendt forsker og professor i den akademiske verden. Han er medlem af Eventyrernes Klub – sammen med tvillingebroren Eske Willerslev – og har ledt en række ekspeditioner til bl.a. Uganda og Sibirien, hvor han bl.a. har levet som pelsjæger og blevet jagtet af den russiske mafia i 65 minusgrader.

Rane Willerslev er en meget efterspurgt foredragsholder, der er kendt for at formidle forskning på en lettilgængelig og underholdende måde. Fra en filosofisk vinkel stiller Rane skarpt på, hvordan vi ved at “tænke vildt” og fjerne frygten for fejl kan bidrage til større kreativitet i organisationer og i samfundet som helhed.

Kulturværftets Erhvervsklub

Kulturværftets Erhvervsklub har eksisteret siden 2013 og består i dag af 36 medlemmer repræsenterende såvel små og mellemstore som store virksomheder primært fra lokalområdet. Et medlemskab af Kulturværftets Erhvervsklub giver adgang til high-end executive-arrangementer, attraktive fordelspakker for medarbejdere og samarbejdspartnere samt attraktive forsalgsmuligheder. Læs mere om Kulturværftets Erhvervsklub på www.kuto.dk/erhvervsklub

Praktisk information:

Tid: 19. marts 2019 19.30

Sted: Kulturværftet / Store Scene, Allegade 2 i Helsingør

Pris: 220 kr. (Fri enté for medlemmer af Kulturværftets Erhvervsklub)

Billetter: Kan købes på www.kuto.dk

Related links

Emner

  • Kunst, kultur, underholdning

Kategorier

  • rane willerslev
  • kulturværftet
  • kulturværftets erhvervsklub

Kulturværftet ligger på havnen i Helsingør og udgør sammen med M/S Museet for Søfart og Kronborg Slot området Kulturhavn Kronborg. Kulturværftet er Nordsjællands største kulturhus, som sammen med byens ældre kulturhus Toldkammeret lægger scener og rum til en bred vifte af lokale, nationale og internationale kulturevents året rundt. 

Kontakt

Anne Borg

Pressekontakt PR, Kommunikation & Marketing Koncerter, festivaler & program 41869423