Skip to main content

​Marilyn Mazur Group på Toldkammeret i Helsingør 27. april

Pressemeddelelse   •   Apr 11, 2019 11:10 CEST

Marilyn Mazur Group kan opleves på Toldkammeret den 27. april. Foto: Stephen Freiheit

En af Danmarks mest internationalt kendte og benyttede musikere, Marilyn Mazur, giver lørdag den 27. april koncert i Toldkammeret i Helsingør godt bakket op af Fredrik Lundin (tenorsax, sopransax), Christer Jonsson (guitar) og Klavs Hovman (bas).

Marilyn Mazurs medlemskab af Miles Davis’ gruppe gennem flere år er almenkendt, og efterfølgende spillede hun fast med Wayne Shorter og gennem mange år med Jan Garbarek. Marilyn Mazur er en mesterlig trommespiller, der konstant styrer, farver og leger med musikken. Hun mestrer samtlige de muligheder, der findes i hendes righoldige slagtøjsopstilling, og så er hun en særdeles vidtfavnende komponist, der med årene har udviklet en stensikker personlig stil, der ikke ligner noget andet.

Vi er henne i både den direkte lyriske og den lyriske del af NU-jazzen; Kraftfuld, når det behøves, og indsmigrende, når vi er i det hjørne. Med Mazurs dynamiske slagtøj i det naturlige centrum sendes lytteren på grænseløse musikalske rejser.

Med sig har Mazur den dynamiske og fantasirige tenorsaxofonist Fredrik Lundin (indfødt Hesingoraner), den karismatiske og teknisk blændende svenske guitarist Christer Jonsson og den stensikre bassist Klavs Hovman.

Praktisk information:

Tid: 27. april 2019 20.00

Sted: Toldkammeret, Havnepladsen 1 i Helsingør

Billetter: 200 kr. på www.kuto.dk

Kulturværftet ligger på havnen i Helsingør og udgør sammen med M/S Museet for Søfart og Kronborg Slot området Kulturhavn Kronborg. Kulturværftet er Nordsjællands største kulturhus, som sammen med byens ældre kulturhus Toldkammeret lægger scener og rum til en bred vifte af lokale, nationale og internationale kulturevents året rundt.