Skip to main content

Michael Pollan (US) i foredrag på Kulturværftet 10. dec.

Pressemeddelelse   •   Nov 06, 2019 15:37 CET

Den anerkendte amerikanske forfatter Michael Pollan besøger Kulturværftet den 10. december.

Kan psykedeliske stoffer være en måde at tænke anderledes om dødsangst, depression og alderdom på? Og kan de ændre vores syn på verden? Den amerikanske forfatter Michael Pollan tager os på en gribende og fascinerende rejse fra genkomsten af psilocybin og LSD i psykiatrisk forskning og ud mod sindets horisonter og muligheder, når han gæster Kulturværftet den 10. december.

Forlaget Klim, Kulturværftet og CLICK Festival byder her på en helt særlig aften med fint besøg af den anerkendte amerikanske forfatter Michael Pollan, som vil holde foredrag i forbindelse med sin nyeste bog How To Change Your Mind, der samme dag udgives af Klim under titlen Din foranderlige bevidsthed.

Aften byder yderligere på paneldebat, der ud over forfatteren selv tæller en række fagpersoner der, modereret af journalist og musiker Rasmus Poulsen, bl.a. vil diskutere emnet i en dansk kontekst.

Sidst, men ikke mindst, vil man også kunne opleve en mini-koncert med cellist og kunstner Lil Lacy fra kunstner kollektivet Eget Værelse

OM BOGEN

How To Change Your Mind / Din Foranderlige Bevidsthed.
Da LSD blev opdaget i 1940’erne, troede lægerne, de stod på tærsklen til en psykologisk revolution. De så overvældende resultater i behandlingen af lidelser som afhængighed og depression – og mulighed for at bruge de psykedeliske stoffer til at undersøge bevidsthedens mysterier. Men optimismen varede ikke ved. Da ungdomsoprøret rullede ind over USA i 1960’erne, blev de psykedeliske stoffer koblet til modkulturen og presset ud af universiteterne og politisk under jorden. I 40 år turde ingen tage forskningen op.

Lige indtil et umage par – en Silicon Valley-ingeniør, der bor i en skov, og en højt estimeret, ranglet professor med hang til meditation – i 2006 fik godkendt et studie på det prestigefyldte universitet Johns Hopkins.

I dag er en stille, men gennemgribende revolution i gang. Studier viser, at dødeligt syge kræftpatienter kan håndtere deres dødsangst efter at være guidet af en psykolog gennem en psilocybin-oplevelse. USA’s og EU’s lægemiddelmyndigheder finansierer enorme studier i psykedeliske stoffer, fordi man håber, de kan afhjælpe den truende depressionsbølge, der er ved at slå ind over den vestlige verden. I London er det første center for psykedelisk forskning åbnet. Og på Rigshospitalet undersøger man effekterne på hjernen.

I bogen Din foranderlige bevidsthed fortæller Michael Pollan på varm, uhelbredeligt nysgerrig og sober vis historien om de psykedeliske stoffer. Han beskriver, hvad der skete, da det første forskningskapitel blev fortrængt, og hvordan det andet folder sig ud lige nu. Han tager os på en rejse ind i en verden af psykologer, shamaner og svampejægere, der beretter om exceptionelle oplevelser med dyb og forandrende effekt. Han kigger med i hjernescanneren, når forskerne viser, hvordan det netværk i hjernen, der er knyttet til vores selv, dæmpes. Og endelig prøver han (for første gang i en alder af næsten 60 år) stofferne selv. En rapport fra det, der meget vel kan være fremtiden for vores psykologi og vores forskning i bevidsthed.

OM FORFATTEREN

Michael Pollan (f. 1955) er en prisbelønnet amerikansk forfatter og journalist og underviser i skrivning på Harvard og Berkeley. Time Magazine har talt ham blandt deres 100 mest indflydelsesrige personer, og hans kritikerroste bøger tæller bl.a. The Omnivore’s Dilemma, In Defence of Food og Cooked (nu også en succesfuld Netflix-serie). Med sin seneste bog – Din foranderlige bevidsthed – introduceres han for første gang på dansk. I sit arbejde kobler Michael Pollan grundresearchet journalistik med filosofi, kulturkritik og naturvidenskab i en human og intelligent signaturstil, der belyser præmisserne for at leve som menneske i vores moderne verden. Til daglig bor Michael i San Francisco med sin kone, maleren Judith.

Praktisk information

Tid: 10. december kl. 19.00 

Sted: Kulturværftet, Store Scene, Allegade 2 i Helsingør

Billetter: 135 kr. på https://kuto.dk/program/michael-pollan/


The Late Show Stephen Colbert – Michael Pollan interview

Time Magazine

Kulturværftet ligger på havnen i Helsingør og udgør sammen med M/S Museet for Søfart og Kronborg Slot området Kulturhavn Kronborg. Kulturværftet er Nordsjællands største kulturhus, som sammen med byens ældre kulturhus Toldkammeret lægger scener og rum til en bred vifte af lokale, nationale og internationale kulturevents året rundt.