Pressemeddelelse -

​Ny dansk scenekunst på international færd

I disse dage møder en række helt nye scenekunstproduktioner skabt i forbindelse med samtidsfestivalen CLICK Festival et internationalt publikum for første gang. Bag produktionerne står Kulturværftet i Helsingør, der de seneste år arbejdet målrettet med udvikling af scenekunstproduktioner, der orienterer sig mod nye teknologier. Foruden selve produktionerne har arbejdet bibragt udvikling af en ny teknologi, som i dag leveres til andre scenekunstaktører i ind- og udland.

Verdenspremiere og turne i Asien

En af de i alt fire produktioner, der i disse dage vises i for et internationalt publikum, er Chronicle of Lightyear, der just har haft verdenspremiere i Taipei Performing Arts Festival med flot modtagelse fra publikum såvel som anmeldere. I begyndelsen af september er forestillingen sammen med tre øvrige produktioner fra Kulturværftet kurateret og udtaget til visning på den internationale festival for kunst og teknologi, Ars Electronica i Linz. Foruden Chronicle of Lightyear, der er produceret i samarbejde med Very Mainstream Studio (TW), drejer det sig om Silicium skabt i samarbejde med visuel artist Carl Emil Carlsen (DK) og komponist og performer Bjørn Svin (DK). Også performancen Noora Hannula vs. Soma The Augmented-Reality Girl – THE ULTIMATE BATTLE, der er produceret i samarbejde med Noora Hannula (DK/FI), vises, samt en showcase på egenproduktionen HC2. Scenekunstproduktionerne er udviklet i samarbejde med danske og internationale partnere og med støtte af bl.a. Statens Kunstfond, Bikubenfonden samt internationale fonde og institutioner.

Ny kunstnerisk og teknologisk platform for scenekunst

Særligt for alle produktioner er, at de benytter sig af en ny sceneplatform udviklet af Kulturværftet – en særlig hologramscene også kaldet 4D Boxen. Ud over at kombinere forskellige 3D-teknologier er det specielle ved 4D Boxen, at tilskueren oplever forestillingen gennem 3D-briller, og at performeren interagerer med det digitale 3D-univers på scenen. Det betyder, at performeren selv kan påvirke og forandre det audio-visuelle udtryk live. De fire dimensioner, som boksen opererer med er lyd, billede, tid og sted.

Kunstig intelligens som medspiller

Creative Europe som er EU's kulturelle fond, har netop tildelt Kulturværftet og CLICK Festival 3-årige fondsmidler til – sammen med 13 andre Europæiske kultur og forskningsinstitutioner – at udvikle kunstig intelligens Ai i forbindelse med bl.a. vores HC2 ny-produktion. Det vil være første gang at kunstig intelligens indgår i en scenekunstnerisk produktion. Dele af Kulturværftets 4D Box-teknologier leveres også til eksterne parter, bl.a. til opsætningen af Aladdin på Operaen i København i 2019.

”Det er en spændende tid lige nu, hvor vi sender det arbejde og den teknologi, vi har arbejdet så hårdt på de seneste mange år, videre fra vores værksteder og scener i Helsingør og videre ud i verden. Siden vi skabte CLICK Festival har vi arbejdet stenhårdt på at skabe et tværdisciplinært udviklingssted, der tilbyder recidencies til kunstnere på tværs af alle kunstarter, som ønsker at udfordre de nye teknologier og skabe nye formater. Med invitationen fra verdens førende festival inden for kunst og teknologi – Ars Electronica – ser drømmen om at træde ind på den store internationale scene ud til at lykkes”, udtaler Mikael Fock, leder af Kulturværftet og CLICK Festival. 

Related links

Emner

  • Kunst, kultur, underholdning

Kategorier

  • kulturværftet
  • click festival

Kulturværftet ligger på havnen i Helsingør og udgør sammen med M/S Museet for Søfart og Kronborg Slot området Kulturhavn Kronborg. Kulturværftet er Nordsjællands største kulturhus, som sammen med byens ældre kulturhus Toldkammeret lægger scener og rum til en bred vifte af lokale, nationale og internationale kulturevents året rundt. 

Kontakt

Anne Borg

Pressekontakt PR, Kommunikation & Marketing Koncerter, festivaler & program 41869423