Nyhed -

Selvkørende delebiler i København fra 2019

Ambitionen er klar: Delebiler skal kraftigt reducere det private bilejerskab i København, og det kommer de til at gøre gennem det nyligt indgåede samarbejde.

Med aftalen bliver det gjort muligt for københavnerne at benytte selvkørende delebiler fra 2019. I første omgang har LetsGo fået tilladelse til at bilerne må køre 30 km/t i byen uden chauffør, men det er også nok til at samarbejdet kan få en betydelig effekt i København.

- De selvkørende biler giver LetsGo-medlemmerne mulighed for at reservere en bil, som ankommer lige uden for deres bopæl. Medlemmet skal bare bestille bilen et kvarter før turen, og så kan vi sikre at bilen når frem til dem, forklarer Bjarke Fonnesbech, direktør i LetsGo.

Når bilen er ankommet, kan medlemmet selv sætte sig bag rattet og køre videre. Når turen slutter, så finder bilen selv tilbage til sin stamplads eller den næste bruger.

En undersøgelse fra COWI viser, at 25 % af bilerne i København står stille i hverdagene. Bilerne bliver kun brugt i weekender og ferier. De såkaldte weekendbiler kan nemt erstattes med delebilen, viser erfaringer fra LetsGo Delebiler.

København er valgt som international test-by, da det er en grøn by, hvor hovedparten af beboerne cykler eller tager det offentlige i det daglige. Der er store forventning til at københavnerne vil tage godt imod det nye initiativ.

Med indførelsen af de selvkørende delebiler forudser Bjarke Fonnesbech at weekendbilerne forsvinder helt fra byen. Det vil medføre, at alt den plads, som weekendbilerne optager, kan bruges til andre formål, såsom grønne områder og legepladser.

Erfaringer fra LetsGo Delebiler viser, at indførelsen af én delebil erstatter seks privatejede biler på gaden. Med det nye samarbejde mener Bjarke Fonnesbech ikke at det er urealistisk at delebilen kan erstatte helt op til mellem 15 og 20 privatejede biler.

De konkrete detaljer i samarbejdet mellem LetsGo delebiler og den internationale udvikler af selvkørende biler bliver offentliggjort i løbet af april måned.

- Samarbejdet kan vise vejen frem for fremtidens grønne storby. Her vil beboerne i højere grad være sikret adgang til en bil uden at eje en selv, samtidig med at byens gader kan bruges til andet end bilopbevaring, lyder det fra Bjarke Fonnesbech.

Emner

  • Miljø, energi

Kontakt

Christian Rohmann

Pressekontakt Projektleder Presse 28356577