Pressemeddelelse -

LetsGo inviterer til sæbekasseræs på Amager

Måske kan du huske, hvordan det var at ræse ned ad villavejen i en sæbekassebil, da du var barn? Delebilordningen LetsGo vil gøre plads til flere sjove aktiviteter i byrummet, og derfor forvandler vi d. 19. August området ved Prismen til en sæbekassebane. Her vil børn og barnlige sjæle få muligheden for at bygge en sæbekassebil og køre ræs mod hinanden til lyden af god musik fra en amagerikansk DJ.

Mere plads til byliv

LetsGo afholder arrangementet i samarbejde med Amager Lokaludvalg og Københavns Delebiler. Formand for Amager Lokaludvalg, Ole Pedersen, ser frem til arrangementet:

- Lokaludvalget har støttet arrangementet, fordi det er sjovt og netværksskabende. Sæbekasseløbet kan på en morsom og legende måde bidrage til at sætte fokus på de trafikale udfordringer på Amager, siger Ole Pedersen.

Formålet med arrangementet er at give børn muligheden for at dele en sæbekassebil, ligesom forældrene deler bil i en delebilordning. Samtidig skal sæbekasseræset illustrere, hvad en by med færre parkerede biler og mere plads kan bruges til.

- Amager er, ligesom andre bydele i København, stærkt præget af den intensive trafik. Vi arbejder i lokaludvalget for, at København Kommune udvikler en trafikplan for Amager, der som forudsætning skal have, at der sker en reducering af biltrafikken til fordel for cyklisme og kollektiv trafik, siger formand Ole Pedersen.

En delebil erstatter seks private biler

I LetsGo arbejder man hele tiden på at skabe en by med færre privatejede biler. En undersøgelse fra COWI viser, at omkring 25 pct. af bilerne i Københavnske bydele holder stille og optager unødvendig meget plads. Med en enkelt delebil kan man fjerne seks privatejede biler, og indtil videre har delebiler med fast stamplads erstattet 192 privatejede biler på Amager.

Bjarke Fonnesbech, der er direktør i LetsGo, håber på, at arrangementet kan få flere amagerikanere til at overveje fordelene ved at dele bil med naboen i lokalområdet:

- Vi håber, at vores ide om deleøkonomi og fællesskab kan smitte af på børnene, så de i fremtiden vil have lyst til at køre i delebil, på cykel og med offentlig transport, fremfor at købe en bil selv. Vi håber, det kan skabe et fællesskab om både bilerne og byen, så vi kan skabe et bedre byliv med mere plads til sjove aktiviteter som sæbekasseløb, siger Bjarke Fonnesbech.

Læs mere om arrangementet er:

https://letsgo.dk/da/saebekasse/

Emner

  • Samfund

Regions

  • Hovedstaden

LetsGo er et nemt og miljøvenligt alternativ til at være bilejer. Som Danmarks største medlemsbaserende delebiludbyder er LetsGo 100% non-profit. Det betyder, at al overskud går til at fremme delebilisme og den grønne mobilitet i Danmark.

En delebil erstatter 6 privatejede biler på vejene. Det koster i gennemsnit 3.000 kr. om måneden at eje en bil selv. En privatejet bil står i gennemsnit stille i 23 af døgnets 24 timer.  

LetsGo har mere end 200 biler i København, Aarhus, Odense og fem andre danske byer. 15% af dem er elbiler - bl.a. verdens første, og så vidt vides, eneste dele-Tesla!

Som medlem af LetsGo har du adgang til flere biltyper. Fra København til Aarhus kan du altså køre alt fra minibil til kassevogn.  

Kontakt

Christian Rohmann

Pressekontakt Projektleder Presse 28356577

Relateret materiale