Nyhed -

På jagt efter gode forfattere i Tanzania

Soma Biblia - LM's litteraturforlag i Arusha i Tanzania - søger tanzaniske skribenter til bøger, som kan udgives på forlaget.

Gennem længere tid har de ansatte holdt skrivekurser for bibelskoleelever, evangelister og præster.

Nu lancerer forlaget en konkurrence om at skrive en opbyggelig bog på swahili for unge mellem 13 - 19 år.

Underviser bibelskoleelever i formidlingsteknik

"I Soma Biblias forlagsafdeling er vi altid på jagt efter gode, tanzaniske skribenter, som kan skrive artikler, være med til at udvikle traktater og måske skrive en bog."

"Det gør vi, fordi vi tror, at tanzanierne er de bedste til at kommunikere med deres eget folk," fortæller den norske missionær og redaktør Anne Gihlemoen.

Derfor har hun undervist eleverne på en række bibelskoler i nogle af de grundlæggende principper i formidlingsteknik.

"Vi snakker om målgrupper og vigtigheden af at bruge et sprog, de forstår, og billeder, som de kan genkende," fortæller hun.

Tradition for historiefortælling og mundtlig overlevering

Tanzanierne har altid haft en fantastisk tradition for historiefortælling, mundtlige overleveringer og myter.

Før i tiden skete uddannelse og opdragelse som oftest gennem mundtlige fortællinger, fortalt af en af de ældste i familien eller i landsbyen, når man samledes rundt om bålet om aftenen.

"Præster og evangelister, som kan fortælle en god historie og samtidig formidle et godt budskab, er meget værdsat," fortæller Anne Gihlemoen.

"Tænk, hvis vi kunne hjælpe dem til at få disse evner formidlet ned på papir."

Ønske om at fremelske et forfattertalent - eller fem

Skrivekonkurrencen løber frem til 31. marts 2018, og vinderen får - ud over æren - sin bog trykt på Soma Biblias forlag og 10 procent royalty oven i hatten.

Anne Gihlemoen er spændt på, hvor mange gode, indsendte manuskripter, det vil give.

"Det vil være fantastisk, hvis Soma Biblia kan være med til at fremelske et forfattertalent - eller fem,” siger hun.

Emner

  • Kunst, kultur, underholdning

Kategorier

  • konkurrence
  • kurser
  • forfattere
  • kristendom
  • bøger
  • arusha
  • lm
  • luthersk mission
  • forlag
  • litteratur
  • tanzania
  • mission
  • udvikling
  • internationalt

Kontakt

Søren Skovgaard Sørensen

Pressekontakt Generalsekretær Sekretariatsleder +45 2498 7660

Nicklas Lautrup-Meiner

Pressekontakt Kommunikationsleder Pressekontakt +45 2254 0275