Skip to main content

Deutsche Bahn bestiller 815 MAN-busser

Pressemeddelelse   •   Sep 17, 2014 11:08 CEST

DB Regio Bus investerer et trecifret millionbeløb i Euro

DB Regio Bus og MAN Truck & Bus har indgået en rammeaftale om levering af op til 815 busser til
nærtrafik og regionalkørsel. Det indebærer, at Tysklands største udbyder af bustrafik i 2015 og 2016 vil bestille op til 435 bybusser og rutebusser til en pris på cirka 100 millioner Euro. For årene 2017 og 2018 har DB Regio Bus en option på yderligere 380 busser til en samlet værdi af cirka 90 millioner Euro.

Rammeaftalen omfatter i første række moderne bybusser og rutebusser af typen MAN Lion’s City, MAN Lion’s City Ü samt MAN Lion’s City G/ GÜ i forskellige længder og handicapvenlige lavgulvsudførelser. Alle busserne udstyres med kraftige, brændstoføkonomiske Euro 6-motorer. Desuden har busserne en topografiafhængig styring af automatgearet, hvilket sikrer yderligere reduktion af brændstofforbruget og emissionerne. Under kørslen vælges automatisk det mest
effektive skifteprogram, afhængigt af vejens hældning op og ned ad bakke.

„Denne aftale bekræfter, at vores busser og vores service fuldt ud opfylder kundernes store
forventninger om driftsikkerhed og økonomi“, siger Heinz-Jürgen Löw, direktør for Sales & Marketing, MAN Truck & Bus. „Vi glæder os til at fortsætte det mangeårige partnerskab med Tysklands største busoperatør, DB Regio Bus.“ Forretningsforholdet mellem MAN Truck & Bus og Deutsche Bahn har eksisteret i flere årtier. I hele Tyskland kører der aktuelt cirka 2000 busser af mærkerne MAN og NEOPLAN hos Deutsche Bahn.

DB Regio Bus udfører buskørsel for Deutsche Bahn i rutetrafik og bybustrafik i store byer. Det
omfatter et netværk af 22 busselskaber og mere end 70 medejerskaber i trafikselskaber i Tyskland. Selskabet er dermed den største busoperatør i Tyskland.

MAN er en af verdens førende producenter af erhvervskøretøjer. MAN Truck & Bus Danmark A/S er et datterselskab i MAN koncernen og en del af VW Group. Det danske selskab beskæftiger 220 medarbejdere, som varetager salget og serviceringen af lastbiler og busser i Danmark. De 220 medarbejdere er fordelt på hovedkontoret i Storkøbenhavn og fem filialer.