Pressemeddelelse -

Første MAN TGE er rullet af samlebåndet

MANs længe ventede TGE-varebil er nu på vej til de første danske og europæiske kunder. Efter flere års tilløb gik serieproduktionen endelig i gang i denne måned på en nyopført fabrik i Polen, hvor produktionen ventes at runde 20.000 enheder om året.

- Hos MAN er vi mest kendte for at producere mellemtunge og tunge lastbiler og busser. Fra nu kan vi også levere ægte erhvervskøretøjer helt nede fra 3 tons totalvægt, fortæller Nicolai Sperling. Han er Country Project Manager for MAN varebiler i Danmark og har de seneste 1½ år arbejdet på at gøre MAN-organisationen klar til også at sælge og servicere køretøjer i den lette ende.

- En stor del af MANs kunder - både inden for lastbiler og busser - har også en varebil eller to i forretningen. Hidtil har de købt varebiler af andre mærker, men fremover kan de også blive godt kørende i en MAN varebil, siger han.

Den nye MAN TGE er udviklet i samarbejde med MANs moderselskab, Volkswagen, der også vil markedsføre den som VW Crafter. Det kan lyde som en dårlig idé, at moder- og datterselskab skal i direkte konkurrence om stort set de samme kunder med det samme produkt, men hos MAN frygter man ikke konkurrencen.

- Volkswagen har stor erfaring og succes med at markedsføre sine varebiler, herunder Crafter, til traditionelle varebilskunder, dvs. håndværkere, forretninger, mindre industri osv. Hos MAN ser vi andre muligheder for succes ved at markedsføre TGE’en som et ”ægte erhvervskøretøj” gennem en B2B-organisation, der har stor succes med at levere mellemtunge og tunge køretøjer. Vi er vant til at servicere kunderne på en meget professionel måde med kvalificeret rådgivning, lange åbningstider, effektiv nødservice, konkurrencedygtige serviceaftaler osv. Det vil også gælde for den nye MAN TGE, fastslår Nicolai Sperling.

Skræddersyede løsninger for krævende kunder

Blandt de kundesegmenter, som MAN især vil satse på, er logistik- og kurérvirksomheder, transportbranchen generelt samt erhvervsdrivende med behov for mere skræddersyede løsninger; noget som MAN også er gode til i de tungere segmenter.

Den nye TGE leveres i et stort antal varianter, så den kan skræddersys til kundens ønsker - præcis som MANs øvrige køretøjer. Som varebil leveres den i tre forskellige længder med tre forskellige taghøjder og varerum fra ca. 10 til 18 m3 samt totalvægte mellem 3,0 og 5,5 tons. MAN TGE kommer også som chassis med 3-mands førerhus samt som mandskabsvogn med plads til 4 mand. Maskineriet består af helt nyudviklede 4-cyl. dieselmotorer i tre forskellige effekttrin mellem 102 og 177 hk, og udvalget af transmissioner omfatter både en 6-trins gearkasse med manuelt gearskift og en 8-trins med fuldautomatisk gearskifte. Afhængig af TGE’ens totalvægt og motorvariant kan den leveres med forhjuls-, baghjuls- og 4-hjulstræk.

Salget i Danmark starter for alvor til september, men inden længe kan MAN lægge de første kundeordre i produktion. Dette gælder også for de ordrer, som MAN fik, da TGE’en havde Danmarkspremiere på Transportmessen i Herning i marts.

Emner

  • Virksomhed, generelt

Kategorier

  • lastbil
  • man
  • man truck & bus
  • man.dk
  • mantruckandbus
  • transport
  • truck
  • varebil
  • man tge
  • tge
  • man varebil
  • van
  • man van
  • claus lindholm

MAN er en af verdens førende producenter af erhvervskøretøjer. MAN Truck & Bus Danmark A/S er et datterselskab i MAN koncernen og en del af VW Group. Det danske selskab beskæftiger 220 medarbejdere, som varetager salget og serviceringen af lastbiler og busser i Danmark. De 220 medarbejdere er fordelt på hovedkontoret i Storkøbenhavn og fem filialer.

Kontakt

Claus Lindholm

Pressekontakt Head of Market Communication – Scandinavia MAN Center Scandinavia (+45) 43 20 77 67