Nyhed -

MARTEC - 50 år og "still going strong"

På toppen af Danmark, tæt på vandet og den maritime branche fejrer MARTEC i dag at domicilet på Hånbækvej har været en del af bybilledet gennem de sidste 50 år i Frederikshavn. Der er sket store forandringer, stor udvikling, vækst og fornyelse gennem årene, og MARTEC er trods alderen i dag en top moderne uddannelsesinstitution der tilbyde alle de maritime uddannelser til det Blå Danmark.

Tradition og udvikling
MARTEC har med sin beliggenhed i Frederikshavn, tæt på et af Europas travleste farvande og med stor tilknytning til de succesfulde maritime virksomheder i regionen, en lang tradition for at uddanne søfolk og maskinmestre. I 1929 blev den oprindelige Maskinmesterskole grundlagt i Teknisk Skoles bygninger i Kirkegade i centrum af Frederikshavn, og i 1968 flyttede Maskinmesterskolen ind flotte nye lokaler på Hånbækvej.

I 2001 blev Søfartsskolen og Maskinmesterskolen i Frederikshavn fusioneret og dannede tilsammen MARTEC.

I 2003 blev også driften af Skoleskibet DANMARK en del af MARTEC. Skoleskibet fungerer som et sejlende klasselokale, der uddanner skibsassistenter og samtidig repræsentere Danmark, og deltager i internationale erhvervsfremstød.

Udvikling
I de senere år, har MARTECs bygninger, lokaler og undervisningsudstyr gennemgået en rivende udvikling. Fra mørke og kolde lokaler med få studerende, til et livligt og lyst miljø med topmoderne faciliteter. Det har været tiltrængt, men det har også været en nødvendighed, for at kunne tilbyde det bedste af det bedste – som i dag er en forudsætning for, at kunne tiltrække de unge, som har rigtig mange uddannelser at vælge imellem.

I 1968 var der ca. 70 maskinmesterstuderende på Hånbækvej, mens der i 2018 går mere end 550 maskinmesterstuderende. Dengang drog langt de fleste til søs, men i dag er det omkring 20 % der står til søs i en årrække.

Det er ikke kun maskinmesteruddannelsen på MARTEC der oplever vækst. På Kragholmen uddannes skibsassistenter, HF-Søfart og skibsmaskinister, ligesom der tilbydes en lang række certifikatgivende kurser til offshore-og vindindustrien. Derfor er der også godt gang i en større ændring og modernisering af bygninger og faciliteter på MARTEC Kragholmen.

I sommeren 2017 blev Skagen Skipperskole, den traditionsrige navigationsskole i Skagen der uddanner, fiske-, sætte- og kystskippere samt skibsførere, også en del af MARTEC. MARTEC Skagen fejrer i 2021 sit 100 års jubilæum, og er alderen til trods en topmoderne skole med en af Danmarks nok bedste placeringer. MARTEC er således i 2018 et komplet maritimt uddannelsescenter, der kan tilbyde alle de nødvendige uddannelser til det Blå Danmark.

”Jeg må indrømme at der til tider har været rigtig travlt i forhold til den store vækst vi har oplevet – men vi har alle givet ”den en skalle” og har nået de mål vi har sat os. Det er en sand fornøjelse af have så mange gode kollegaer, der kan lide deres arbejde. Vi har fortsat masser af ideer og planer for fremtiden og vi kommer nok heller til at kede os de næste 50 år.” fortæller direktør på MARTEC Pia Ankerstjerne.

To gange jubilæum
MARTECs 50 års jubilæum falder sammen med Frederikshavn bys 200 års jubilæum og MARTEC åbnede derfor dørene for alle, med interesse i, at opleve skolens forskellige tilbud.

På Hånbækvej blev skolen hvor fremtidens tekniske ledere, Maskinmestre og Skibsmaskinister, uddannes til dagligt vist frem. De besøgende fik mulighed for, med egne øjne, at se de simulatorer og værksteder, hvor de studerende slår deres folder til dagligt.

På Kragholmen åbnede MARTEC dørene til skolen med byens bedste beliggenhed. Her blev det helt ny-renoverede skolehjem, værkstederne, riggerloftet samt undervisnings- og fritidsfaciliteterne åbnet for offentligheden. Til dagligt er det eleverne på Den Grundlæggende Maritime Uddannelse som Skibsassistent og Skoleskibet DANMARK, der slår deres folder her.

Skoleskibet DANMARK lagde til kaj ud for Kattegat Siloen og inviterede til Åbent Skib, på trods af årets første efterårsstorm. Om bord på skibet myldrede det med gæster, som fik en rundvisning af besætningen, som fortalte om deres oplevelser på og med skibet.

Dagen sluttede med at MARTEC på Hånbækvej fejrede de 50 år med indbudte samarbejdspartnere, tidligere og nuværende studerende og ansatte samt andre venner af huset. Det blev en hyggeligt eftermiddag hvor 130 gæster var samlet til taler, rundvisning, netværk og lidt godt til ganen.

”Det at vi har Maskinmesteruddannelsen i Frederikshavn gør, at vi kan fastholde et højt vækstniveau i regionen, og det er vigtigt for virksomhederne i Nordjylland, og skaber et godt fokus på Nordjylland rent fagligt. Og så sender det også et godt signal til omverdenen, at MARTEC fortsat investerer i at udvikle skolen i form af nyt udstyr og nye lokaler,” sagde Christine Lunde, direktør for MARCOD, i hendes tale til MARTEC.

Fakta
MARTEC er et maritimt og polyteknisk uddannelsescenter som udbyder alle de maritime uddannelser i Danmark. Uddannelserne spænder fra grunduddannelser til videregående polytekniske og nautiske uddannelser. Institutionen udbyder skibsassistent, HF-søfart, skibsmaskinist, maskinmester, sætte-, kyst eller fiskerskipper, styrmand og skibsfører uddannelserne. MARTEC administrerer også Skoleskibet DANMARK og driver en omfattende kursusvirksomhed med fokus på certifikatgivende kurser inden for det maritime, offshore og vindenergiområdet.

MARTEC og Skagen Skipperskole blev den 1. juli 2017 sammenlagt med henblik på at styrke udbuddet af de maritime uddannelser i den nordjyske region og kan nu tilbyde alle de maritime uddannelsesretninger. Også den maritime studentereksamen (HF-Søfart), som tilbydes sammen med Frederikshavns Gymnasium, er styrket, og eleverne tilbydes nu indkvartering på MARTECs skolehjem i trygge og kontrollerede rammer.

Mere information på www.martec.dk

Kontaktpersoner
Direktør Pia Ankerstjerne; tlf.: 9620 8888; e-mail: pan@martec.dk
Kommunikations- og marketingmedarbejder René Kæseler; tlf.: 3012 3358; e-mail: rek@martec.dk

Emner

  • Uddannelse