Pressemeddelelse -
Mercedes sætter salgsrekord for 7. år i træk
2017 blev det mest succesrige år for Mercedes-Benz personbiler i Danmark nogensinde. Hele 9.984 nye personbiler blev indregistreret, og den tyske importør opnåede dermed sin hidtil største markedsandel på 4,5 pct.
Det rekordhøje resultat kommer på trods af stilstanden i bilsalget i september og oktober som følge af politiske drøftelser om registreringsafgiften. Det vækker stolthed hos importøren:
”Resultatet for 2017 er intet mindre end helt fantastisk – specielt set i lyset af, at hele branchen stod stille i nogle måneder. Jeg er simpelthen pave-stolt af vores forhandlere og hele holdet hos importøren, som har gjort, at vi nu kan hive førertrøjen over hovedet i premium-segmentet og se tilbage på 8 år med kontinuerlig, organisk vækst. Vi ser nu frem mod 2018, hvor vi sigter endnu højere,” siger Rikke Hamilton, salgsdirektør for Mercedes-Benz personbiler i Danmark og Sverige.
Mercedes markerer sig i flere segmenter
De mest markante modeller målt på salgsvolumen hos Mercedes er A-, C- og E-Klassen samt GLC. Dermed markerer Mercedes sig på tværs af segmenterne:
”Der er ingen tvivl om, at kunderne har taget vores brede modelprogram til sig, hvor vi har stærke produkter at tilbyde i samtlige segmenter. Vores volumenmodeller A, C og E har alle gjort det rigtig godt i 2017, hvor de i gennemsnit er vokset med 18 pct. Vi kan samtidig også mærke, at efterspørgslen på SUV´er helt generelt er stigende. Specielt vores GLC har gjort det rigtig godt i 2017 med en vækst på mere end 27 pct. Vi kan også mærke en øget efterspørgsel på vores ’dream-cars’ såsom coupéer og cabrioleter samt vores AMG-modeller,” siger Christian Kynding, som er salgschef for Mercedes-Benz personbiler i Danmark.
Mercedes-Benz går ind i et 2018, som både byder på en ny CLS, ny A-Klasse, en faceliftet familie af C-Klasser, ny G-Klasse og ikke mindst en ny GT-model med fire døre:
”Selvom jeg ikke kan løfte sløret for detaljerne, kan jeg sige, at vi i år kommer til at lancere en lang række tiltag, som vil sætte kunden endnu mere i centrum og styrke oplevelserne med Mercedes-mærket, ikke mindst hos forhandlerne. Med vores organisation i ryggen og de stærke nyheder på programmet for næste år, er jeg ikke i tvivl om, at 2018 også kommer til at blive et rigtigt godt år,” slutter Christian Kynding.
FAKTA
- Mercedes-Benz går 15,9 pct. frem, når man sammenligner indregistrerede personbiler i 2017 med 2016
- Mercedes-Benz havde ved udgangen af 2017 en markedsandel på 4,5 pct.
- Salget af A-Klasser steg med 29,3 pct. i forhold til året før.
- Salget af C-Klasser steg med 10,9 pct. i forhold til året før.
- Salget af E-Klasser steg med 16,8 pct. i forhold til året før.
- Salget af GLC steg med 26,7 pct. i forhold til året før.
Indregistrerede personbiler fra Mercedes-Benz årligt de sidste ti år
- 2008: 2.970
- 2009: 2.048
- 2010: 2.862
- 2011: 3.312
- 2012: 3.634
- 2013: 4.276
- 2014: 5.011
- 2015: 6.196
- 2016: 8.616
- 2017: 9.984
Kategorier
Mercedes-Benz Danmark A/S er den officielle importør af Mercedes-Benz i Danmark, og er en del af den globale bilkoncern Daimler AG, som har hovedkontor i Stuttgart, Tyskland. Salg af nye biler foregår gennem et netværk af autoriserede og selvstændige forhandlere, ligesom vi har et veludbygget netværk af autoriserede serviceværksteder. Vores søsterselskab Mercedes-Benz Finans Danmark tilbyder bilfinansiering og andre bilrelaterede serviceydelser. Mercedes-Benz har en fælles dansk-svensk organisation, hvor flere funktioner deler ansvaret for de to markeder. Vi er i alt cirka 250 medarbejdere, som løser en række varierende opgaver inden for blandt andet salg, marketing, teknik og service.