Pressemeddelelse -

Åbning af AARHUS 2017 flytter busserne

Når Aarhus indvies som Europæisk Kulturhovedstad 21. januar, er der ændrede ruter for næsten alle Aarhus bybusser samt alle regionalbusser og X Busser til og fra Aarhus i tidsrummet 16.00 til 23.00.

Der lukkes for al kørsel i området omkring åbningsceremonien, og busserne kan derfor ikke stoppe ved Rutebilstationen, Banegårdspladsen, Park Allé og Busgaden.

Da busserne ikke kan holde ved Rutebilstationen, oprettes to midlertidige rutebilstationer ved Værkmestergade og Spanien/Strandvejen. Information og salg på Rutebilstationen holder åbent som normalt.

Oversigt over ændringer 21. januar kl. 16.00 – 23.00:

  • Ændrede ruter for alle Aarhus bybusser på nær 5A og 6A
  • Ændrede ruter for regionalbus 100 (afgange der kører hele strækningen Odder - Hornslet) og 200

  • Stoppesteder ved Rutebilstationen, Banegårdspladsen, Park Allé og Busgaden flyttes til Mølleparken, Nørregade og Harald Jensens Plads afhængig af linje
  • Følgende busser kører fra midlertidig rutebilstation ved Spanien/Strandvejen: 83, 84, 100 (afgange der kun kører Odder - Aarhus), 111, 112, 113, 114, 116, 117, 118, 120, 121, 122, 123, 202, 914X, 918X og 952X
  • Følgende busser kører fra midlertidig rutebilstation ved Værkmestergade ud for Comwell Hotel:
    912X og 925X

Se, hvordan din bus kører
Midttrafik opfordrer kunderne til at bruge trafikinformationen på midttrafik.dk eller rejseplanen.dk, hvor man allerede nu kan se ændringer for den enkelte bus.

Tag hjemmefra i god tid
Når dele af midtbyen lukkes, og der er mange mennesker på gaden, er der øget risiko for forsinkelser. Det gælder særligt i tidsrummet kl. 12.00 – 05.00. Midttrafik opfordrer derfor kunderne til at tage hjemmefra i ekstra god tid.

Information på nettet og stoppestedet
Midttrafik informerer kunderne både offline og online om ændringerne 21. januar. I dagene op til åbningen vil der være information på de berørte stoppesteder, på infoskærme ved Aarhus Rutebilstation og Aarhus Hovedbanegård samt på Midttrafiks hjemmeside og Facebookside.

Midttrafik live viser ikke ruteændringer
Midttrafik gør opmærksom på, at den nye realtidstjeneste, Midttrafik live, endnu ikke kan vise ruteændringer for busserne. Kunderne kan fortsat følge, hvor busserne kører 21. januar, men ruteændringerne vises ikke på køreplaner og stoppesteder i Midttrafik live.

Begrænset rejsegaranti
Midttrafiks rejsegaranti dækker ikke de varslede ændringer og forsinkelser 21. januar. Læs mere om Midttrafiks rejsegaranti på midttrafik.dk/rejsegaranti

Nyttige links: 
midttrafik.dk/trafikinformation
midttrafik.dk/aarhus2017
midttrafik.dk/live
facebook.com/midttrafik.dkaarhus2017.dk

Emner

  • Transport

Kategorier

  • regionalbusser
  • aarhus bybusser
  • aarhus 2017

Midttrafik er et trafikselskab, og står i spidsen for den kollektive trafik i Midtjylland. Det er Midttrafik, der administrerer den kollektive trafik med finansiering fra Region Midtjylland og de 19 kommuner i regionen.

Opgaverne spænder bredt fra blandt andet planlægning og koordinering af bustrafikken, gennemførelse af udbud og kontraktadministration, kvalitetskontrol, fastsættelse af priser og rejseregler, kundeservice til information og markedsføring af den kollektive trafik.

Kontakt

Midttrafiks pressetelefon

Pressekontakt 70206650