Pressemeddelelse -

Midttrafik, 3F og Dansk PersonTransport i fælles fodslag

I kampagnen ”Tryk Stop” fortæller buschauffører landet over om stramme køreplaner, der gør det svært at få pauser til fx at komme på toilettet. Derfor mødtes Midttrafik, fagforeningen 3F Transportgruppe og busselskabernes brancheforening Dansk PersonTransport fredag for at drøfte, hvordan samarbejdet om tilrettelæggelse af køreplaner i Midtjylland kan forbedres.

På mødet var der en positiv og løsningsorienteret dialog, hvor alle parter havde en forståelse for hinandens udfordringer og ansvar i det daglige. Midttrafik skal sikre, at de overordnede køretider i køreplanen kan overholdes, mens busselskaberne har ansvar for, at chaufførernes vagter indeholder de overenskomstmæssige pauser.

Midttrafik inddrager allerede i dag busselskaberne i planlægningen af køretider, mens busselskabet koordinerer chaufførernes input og sender resultatet til Midttrafik. Under dagens møde blev parterne enige om en række konkrete tiltag til at forbedre denne arbejdsgang.

På førstkommende møde i Midttrafiks entreprenørudvalg den 24. juni 2019 tager Midttrafik og busselskaberne det første skridt til en formalisering og forventningsafstemning i forhold til en styrkelse af køreplanprocessen og chaufførernes inddragelse i denne.

  • Midttrafik stiller sit IT-planlægningsværktøj til rådighed for busselskaberne, så de kan følge de data, der registreres om køreplaner og faktiske køretider.
  • Der skal ske en styrkelse af den løbende dialog om køreplaner, fremkommelighed og køretider, så Midttrafik har et solidt grundlag for en bedre køreplanlægning – både når løbende justeringer er nødvendige og i forbindelse med, at den årlige omlægning finder sted.
  • Midttrafik, 3F og Dansk PersonTransport udvikler i fællesskab et digitalt værktøj, der skal gøre det lettere for buschaufførerne at indberette de problemer og behov for justeringer, som de oplever i deres dagligdag på ruten.
  • Midttrafiks kursusprogram til chaufførerne, Fly High, udvikles så chaufførerne får et bedre kendskab til processen omkring køreplanlægning, og hvordan de kan bidrage til den.

”Ligesom chaufførerne har Midttrafik en tydelig interesse i, at køreplanerne afspejler virkeligheden. Hvis køreplanerne ikke er troværdige, medfører det en dårlig oplevelse for chauffører og kunder, hvilket kan resultere i, at kunderne fravælger den kollektive trafik”, siger Midttrafiks direktør Jens Erik Sørensen og fortsætter;

”Vi har i dag haft et konstruktivt møde, hvor vi er blevet enige om at forfine arbejdet mellem chaufførerne, busselskaberne og Midttrafik. Dermed sikrer vi i fællesskab, at chaufførerne kender processen omkring arbejdet med køreplanen, og at deres input løbende bliver inddraget.”

Sektorchef Lasse Repsholt deltog i dagens møde som repræsentant for busselskaberne, der har ansvaret for at levere buskørslen til Midttrafik og samtidig sikre chaufførerne et godt arbejdsmiljø.

”Resultaterne af dagens møde med Midttrafik og 3F vidner om, at der er ikke nogen enkel løsning på udfordringerne i trafikken. Vi kommer alle til at påtage os et ansvar for at få bussen, chaufførerne og vore fælles kunder frem til tiden. Jeg glæder mig til at se resultaterne af de forskellige initiativer, vi nu sætter i søen”, siger Lasse Repsholt.

Forhandlingssekretær Kim Poder i 3F Transportgruppe siger, at ”vi er klar til aktivt at deltage i processen omkring bedre køreplaner og dermed sikring af chaufførernes pauseforhold. Vi glæder os til det videre samarbejde, til gavn for alle parter.”

For yderligere oplysninger kontakt
Kim Poder, Forhandlingssekretær, 3F Transportgruppen – 40 15 70 70
Lasse Repsholt, Sektorchef, Dansk Person Transport – 20 47 80 03
Thomas Dalgaard Mikkelsen, Funktionsleder for Kontrakter, Midttrafik – 22 77 34 93

Emner

  • Transport

Midttrafik er et trafikselskab, og står i spidsen for den kollektive trafik i Midtjylland. Det er Midttrafik, der administrerer den kollektive trafik med finansiering fra Region Midtjylland og de 18 kommuner i regionen.

Opgaverne spænder bredt fra blandt andet planlægning og koordinering af bustrafikken, gennemførelse af udbud og kontraktadministration, kvalitetskontrol, fastsættelse af priser og rejseregler, kundeservice til information og markedsføring af den kollektive trafik.

Kontakt

Midttrafiks pressetelefon

Pressekontakt 70206650