Pressemeddelelse -

Midttrafiks kunder har kåret de bedste busselskaber

I går overrakte Midttrafik prisen ’Bedste busselskab 2018/2019’ til de to busselskaber, som har leveret den højeste kundetilfredshed i år. Mørups Turistfart vinder puljen med små ruter og De Grønne Busser vinder for andet år i træk puljen med store ruter.

Midttrafik uddeler hvert år en bonus til de busselskaber, der leverer den højeste kundetilfredshed. I bonusmodellen ’Bedste busselskab’ er det kunderne, der er med til at finde de busselskaber, der gør en ekstra indsats for, at der er glade og tilfredse kunder i busserne.

- Med kåringen viser vi vores busselskaber og chauffører, at vi mener det, når vi siger, at vi prioriterer kundernes tilfredshed højest. Mødet med kunderne ligger hos chaufføren, og derfor er det den enkelte chauffør, der gør den helt store forskel på en god og dårlig bustur, siger Mette Julbo, vicedirektør i Midttrafik.

Og kunderne er tilfredse. Målingerne viser, at den samlede tilfredshed er høj på tværs af alle de busselskaber, som kører for Midttrafik. Busselskaberne i puljen med små ruter scorer i gennemsnit 8,44 på en skala fra 0-10, mens scoren i puljen med store ruter er 8,03.

Mørups Turistfart vinder prisen for små ruter
Mørups Turistfart klarer sig flot på alle fem parametre, hvor de får den højeste score på alle fem spørgsmål i tilfredshedsmålingerne. Desuden har selskabet kun fået få kundeklager.

- Det er med stor glæde, vi har modtaget prisen som det bedste mindre busselskab. Sejren er et resultat af en meget stor fælles indsats, hvor både nuværende og tidligere chauffører har været med i planlægningen og kundekontakten. Det er også personalet, der står for vedligeholdelse og rengøring. Så samlet set er det med stor tilfredshed, vi i dag står som vindere, fortæller Allan Mørup, ejer af Mørups Turistfart.

Mørups Turistfart kører bl.a. bybusserne i Ikast.

Mørups Turistfart modtager en bonus på 150.000 kr. Anden pladsen på 50.000 kr. går til De Gule Busser og tredje pladsen på 25.000 kr. går til Holstebro Turistbusser. 

De Grønne Busser vinder prisen for store ruter
I puljen med store ruter vinder De Grønne Busser for andet år i træk. Selskabet klarer sig flot på alle parametre i tilfredshedsmålingerne, hvor de får den højeste score på alle fem spørgsmål.

- Jeg er stolt af mine chauffører, og jeg er især stolt over, at vi igen i år vinder for at klare det bedst på chaufførernes service og kørsel. Det er et stærkt team, vi har – og det er de gode medarbejdere, der skaber de gode resultater, siger Kim Nielsen, ejer af De Grønne Busser.

De Grønne Busser kører regionale ruter bl.a. rute 114 og 918x.

De Grønne Busser modtager en bonus på 150.000 kr. Anden pladsen på 50.000 kr. går til Brande Buslinier/Herning Turist og tredje pladsen på 25.000 kr. går til Keolis.

Ekstra bonus for chaufførtilfredshed
Midttrafik uddeler også en bonus til de busselskaber, som leverer det flotteste resultat på chaufførernes service og kørsel. Det er en kåring, som betyder meget for busselskaber og chauffører, fordi den netop anerkender hvilke chaufførgrupper, der er ekstra dygtige i mødet med kunden.

I år løber Mørups Turistfart og De Grønne Busser også med denne pris. 

Flere busselskaber er med i top 3 i alle årene
Konkurrencen er tæt både blandt de små og store ruter. Alligevel er der flere busselskaber, der har været med i top 3 i alle årene.

  • De Grønne Busser vinder prisen som ’Bedste busselskab’ i både 2017/2018 og i 2018/2019. I 2016 fik de en anden plads. Herudover har de også vundet for højeste tilfredshed med chaufførens service og kørsel i 2017/2018 og i 2018/2019.
  • De Gule Busser fik en tredje plads i 2016 og en anden plads i 2017/2018 og i 2018/2019. Desuden vandt de for højeste tilfredshed med chaufførens service og kørsel i 2017/2018.
  • Keolis vandt prisen som ’Bedste busselskab’ i 2016, fik en anden plads i 2017/2018 og en tredje plads i 2018/2019. 


Om ’Bedste busselskab’
Der er gennemført to tilfredshedsmålinger i perioden juni 2018 - april 2019, hvor kunderne svarer på, hvor tilfredse de er med busrejsen, chaufførens service, chaufførens kørsel, rengøringen og bussens indvendige vedligehold. Ud over kundetilfredshedsmålinger tages der højde for, hvilken kvalitet busselskaberne har leveret i perioden. Her inddrages antallet af kundeklager om chaufførernes service og kørsel, og om de har deltaget på Midttrafiks chaufføruddannelse Fly High.

Der er 20 busselskaber med i puljen med små ruter – det er de ruter, som kører under 15.000 køreplantimer om året. I puljen med store ruter, er der 6 busselskaber med, der alle kører ruter, som har mere end 15.000 køreplantimer om året.

’Bedste busselskab’ har kørt siden 2015.

Emner

  • Transport

Kategorier

  • kundetilfredshed
  • bonusmodel
  • mørups turistfart
  • de grønne busser
  • incitamentsprogram
  • bedste busselskab

Midttrafik er et trafikselskab, og står i spidsen for den kollektive trafik i Midtjylland. Det er Midttrafik, der administrerer den kollektive trafik med finansiering fra Region Midtjylland og de 18 kommuner i regionen.

Opgaverne spænder bredt fra blandt andet planlægning og koordinering af bustrafikken, gennemførelse af udbud og kontraktadministration, kvalitetskontrol, fastsættelse af priser og rejseregler, kundeservice til information og markedsføring af den kollektive trafik.

Kontakt

Midttrafiks pressetelefon

Pressekontakt 70206650