Skip to main content

Hey, specialist – spil bolden!

Blogindlæg   •   Feb 20, 2014 10:24 CET

Et gæsteblogindlæg af Line Pedersen, mag.art. og ejer af Ordkløveren.dk. Arbejder bl.a. med godt sprog, sprogholdninger og sprogudvikling i virksomheder og organisationer.

Der er dem, der altid fungerer som ’fronteksperter’ – de medievante, pressens darlings og dem, journalisterne ringer til først. Den ene dag specialist i branding, den næste i krisehåndtering på Twitter. Og ja, det er dygtige og vidende fagpersoner, men kan de med deres faglighed i behold være eksperter i det hele? Eller skal de spille bolden videre?

En ekspert er en person, der har en stor viden om et bestemt område. Med jævne mellemrum trækkes eksperter ind i diverse sammenhænge for at forklare, udlægge eller kommentere emner eller sager, så læseren, lytteren eller seeren kan blive klogere på et givent emne.

Så langt så godt. Men hvor går grænserne for ekspertens viden? Hvornår ved man egentlig nok til at få titel af ekspert? Kan man selv tage kasketten på, eller er det andre, der skal tildele en den? Og hvornår er det faktisk mest rimeligt at sætte kasketten over på et andet hoved med tilgrænsende, men mere kompetent ekspertviden end den, man selv besidder, når man bliver tilbudt at udtale sig?

Det sidstnævnte kan godt være et problem, for ofte følger der både penge prestige med en ekspertitel. Og når nu journalisten netop vælger at ringe dig op - ja så er det om muligt endnu sværere at takke nej og pege på en, der er klogere på emnet.

Kan man sige om sig selv, at man er ekspert? Ja, det kan man vel sådan set godt. Men det stiller krav til, at man har tilstrækkeligt mod til også at definere grænserne for sin egen viden? Det SKAL man have. Og man skal også kunne sige nej tak, når man bliver bedt om at udtale sig som ekspert, hvis man ved, at der er en anden, der ved mere om emnet, og som i den sammenhæng vil være en bedre og mere kompetent ekspert. Dybest set handler det - som i alle andre kommunikationssituationer - om at tænke på modtageren og dennes bedste.

Personligt synes jeg ikke, at det er særlig svært at takke nej og kende grænserne for min egen videnshorisont. Det er jo i virkeligheden helt banalt – og så er det desuden vigtigt for troværdigheden. Mit emne er sprog. Og der er jo et væld af tilgrænsende og overlappende områder inden for diverse kommunikationsdiscipliner -og -strategier, medier, lingvistik, retorik osv., hvor andre er klogere, end jeg er. Så med jævne mellemrum overvejer jeg alternativer til mig selv i fx udtalesammenhæng, men også i alm. konsulentsammenhæng. Og her er det selvsagt en betingelse, at man har et netværk at trække på, og at man kender dette netværks faglige evner og udtalekapacitet.

Men der, hvor jeg synes, det kan være svært at melde pas, det er, når man midt i et interview bliver stillet et spørgsmål, som man har lyst til at besvare, fordi man er ’på’ og derfor faktisk virkelig knokler for sammenhæng, interviewmæssigt samarbejde og mening, fordi man måske faktisk har en holdning og viden om emnet, der spørges til – bare ikke på eskpertniveau. Dér er det sværere 'særlig for åben skærm' at sige, dét er jeg ikke den rette til at svare på. Eller: Det ved jeg simpelthen ikke nok om til at kunne svare ordentligt på.

Det ganske fantastiske inden for mange af kommunikationsdisciplinerne er, at vi er knyttet sammen i netværk på bl.a. Twitter, og på den måde har vi mulighed for at stifte bekendtskab med hinandens ekspertviden og også fatte tillid til hinanden - ligesom vi har mulighed for at spørge efter eksperter og få anbefalet/anbefale hinanden. For der er jo selvfølgelig dét i det, at man kun anbefaler nogen, man kan stå inde for, og som man rent faktisk synes er på det rette niveau.

Det tjener både seere/lyttere/læsere/kursister/kunder bedst, at vi som enkeltindivider i det samlede netværk er bevidste om egne vidensgrænser og ’konkulegernes’ tilgrænsende vidensfelter. Og det tjener dybest set også os selv bedst.

Fungerer det så sådan? Ja, jævnt hen gør det egentlig, set fra hvor jeg selv sidder. Men jeg er også helt bevidst om, at der er fagpersoner, der har en anden indstilling til feltet end den, jeg beskriver her. Dem om det.

Men jeg kan lide at tænke på alle i mine fagnetværk og i særdeleshed mit Twitter-netværk som kolleger i det store ’Vidensbank Danmark’. For så ved jeg, at vi udretter det bedst mulige ved at sætte de mest kompetente kræfter i spil på de rette tidspunkter og steder. 

Kunne du tænke dig at skrive et gæsteblogindlæg for Mynewsdesk? Skriv til Magnus på magnus.snoer@mynewsdesk.com, hvis du har noget på hjerte om PR, kommunikation, marketing, sociale medier, digitale trends, journalistik, online synlighed eller andet i samme boldgade.

Kommentarer (0)

Tilføj kommentar

Kommentar