Skip to main content

Månedens blogger: Christiane Vejlø - Elektronista.dk

Blogindlæg   •   Jan 22, 2014 09:30 CET

12 hurtige til Christiane Vejlø

Jeg er uddannet Cand.mag fra Københavns Universitet i - 2004 - tror jeg nok :-)

Jeg blogger på Elektronista.dk og har gjort det siden 2009.

Bloggen handler om digital kultur, gadgets, apps og internettrends.

Det bedste ved at være blogger er, at jeg kommunikerer det, jeg er utrolig passioneret om og hver dag får tilbagemeldinger om, at folk er glade for indholdet. Jeg er især vild med den sociale del, hvor brugerne også bidrager med indhold i form af kommentarer eller dialog på sociale medier. Det kommer der bare så vanvittigt meget værdi ud af.

Den største udfordring ved at være blogger er, at man ikke tjener penge på det. (Næsten) alt hvad jeg laver er gratis. Men sådan er internetkulturen, og det er jeg den sidste, der græder snot over. Det er jeg komplet indforstået med. Jeg arbejder altid med brugerne som udgangspunkt og prøver at tilpasse produkterne efter brugernes behov og betalingsvillighed. Når man ikke kan tage penge for indhold, må man finde andre indtægtsstrømme og bruge det gratis indhold strategisk til at bygge en brugerbase op.

Når virksomheder skal kontakte mig, foretrækker jeg at blive kontaktet via: Jeg vil gerne have mails med pressemeddelelser. Men teksten skal ikke bare vedhæftes som pdf, den skal også kopieres ind i mailen. Dertil skal den også ligge online et sted, hvor man kan linke til den. Jeg er åben overfor pitch på Twitter og LinkedIn, men vil altid henvise til videre korrespondance på mail, fordi jeg nemmere kan søge i mails. Jeg er slet ikke interesseret i at få professionelle henvendelser på Facebook.

Hvis jeg skulle give ét råd til virksomheder, der gerne vil have mig til at skrive om deres produkter eller ydelser, så skulle det være, at de forstår, hvordan en blogger som mig arbejder. At jeg får hundredevis af henvendelser hver uge og derfor bliver nødt til at sortere ret groft. Virkeligheden er, at jeg skal vælge ud, og hvis der er nogen form for modstand som vedhæftede filer, dårlige overskrifter, manglende priser, uigennemskuelig produkttekst, login til presserum for at få fotos etc., så risikerer man i højere grad at havne i papirkurven. Det er også tit, jeg ikke vælger at skrive en artikel, men godt kunne finde på at omtale produktet på Twitter. Men hvis afsenderen ikke giver mig et link, jeg kan bruge, så kan jeg ikke gøre det, og det er virkelig bare spildt potentiel eksponering for de 20.000+ followers som følger mig og Elektronista på sociale medier. Jeg må også være ærlig at sige, at pressemøder som bliver holdt langt væk fra, hvor jeg befinder mig, er sværere at passe ind end dem, der er i Københavns centrum. I en ideel verden ville jeg nå det hele, man jeg har kun 24 timer i døgnet, og så må jeg sortere og bruge min tid effektivt.

Jeg synes, Twitter er det mest fantastiske medie, som ALLE der arbejder med kommunikation SKAL bruge.

Jeg vil gerne bruge mere tid på at skrive artikler. Fordi jeg virkelig godt kan lide det, og fordi den personlige stemme er med til at give bloggen ånd og særkende.

I mit virke som blogger kan jeg ikke undvære min MacBook pro og min Wordpress app på min smartphone.

Som nystartet blogger ville jeg gerne have vidst: Jeg tror faktisk ikke, jeg skulle vide mere, end jeg gjorde. En del af charmen var, at det var meget start up-agtigt, og jeg skulle lære en masse ting. Jeg har virkelig haft en stejl læringskurve, og det synes jeg har bragt mig til et rigtig godt sted i dag.

Hvis jeg skulle give ét råd til andre bloggere, så skulle det være, at det tager tid og hårdt arbejde at få followers. Man skal lægge nyt indhold på hver dag, svare på kommentarer og sociale medier og på alle mulige måder opbygge relationer til dem der følger dig.

Næste gang skal spørgsmålene besvares af Anette Tvedergaard Madsen fra BabyBusiness.dk.

Links og kontaktoplysninger til Christiane Vejlø

Christiane afholder bl.a. foredrag om digitale trends og tilbyder workshops til PR-branchen i, hvordan man kommunikerer med en blogger/social media profil. Læs mere om dette her.

Kunne du tænke dig at skrive et gæsteblogindlæg for Mynewsdesk? Skriv til Magnus på magnus.snoer@mynewsdesk.com, hvis du har noget på hjerte om PR, kommunikation, marketing, sociale medier, digitale trends, journalistik, online synlighed eller andet i samme boldgade.

Gør jeres materiale mere tilgængeligt for blogosfæren - prøv Mynewsdesk gratis.

Kommentarer (0)

Tilføj kommentar

Kommentar

Ved at indsende kommentaren accepterer du, at dine personoplysninger behandles i overensstemmelse med Mynewsdesks privatlivspolitik.