Drik julen ud med de hellige tre konger

D. 5. januar er Helligtrekongersaften, hvor vi tænder lys og pakker julen væk. Men vidste du, at de tre hellige konger har en særlig forbindelse til drikkehornets historie?

Helligtrekongersaften markerer afslutningen på de traditionelle tolv juledage, som går fra d. 25. december til d. 5. januar, hvor de hellige tre konger bliver fejret. På Helligtrekongersaften er det tradition, at man pakker det sidste julepynt og juletræet sammen og tænder et tredelt lys om aftenen.

I 1800-tallet havde man også tredelte lys, men med indstøbt krudt, som blev antændt, når vægerne mødtes. Det gav et lille knald, som slukkede flammen og markererede, at julen var forbi. ”Helligtrekonger” refererer til de tre vise mænd fra Østerland, som i Mathæusevangeliet, også kendt som Juleevangeliet, finder det lille Jesusbarn ved at følge en ledestjerne.

Traditionen med at fejre Helligtrekongersaften begyndte for alvor efter reformationen, da den som mange andre katolske skikke blev ”smidt på gaden”: Her blev den – sjovt nok – en populær folkefest, hvor man for at symbolisere de tre vise mænds søgning efter Kristus gik rundt i gaderne og sang salmer for penge - akkurat som til vores fastelavn. Enkelte steder i Danmark bliver der stadig afholdt ”Helligtrekongersløb”, og blandt andet på Agersø og Omø går man på visittur med masker.

Visdommens gaver
I Biblens oprindelige græske tekst benævnes de tre vise mænd ”mágoi”, hvilket blandt andet var en betegnelse for perserrigets præster, som havde indsigt i astrologi og drømmetydning. De tre gaver til Jesusbarnet, guld, røgelse og myrra, antyder en kongelig sammenhæng, samtidig med at deres antal har inspireret den senere tanke om, at der skulle have været tre vise mænd i følget. Men hvem de vise mænd, der er beskrevet i Biblen, er, er stadig et mysterium.

Senere tider har omdigtet de tre vise mænd til de ”hellige konger”, vi fejrer på Helligtrekongersaften. En af grundene til, at man identificerer dem som konger, kan stamme fra Salmernes bog i Bibelen, hvor der står: ”Alle konger skal kaste sig ned for ham”. Senere legender giver os deres navne: Kaspar, Melchior og Baltazar. Et af de tidligste billeder, hvor deres navne er skrevet på, er fra det 6. århundrede i Basilikaen Sankt Appolinare Nuovo i Ravenna, Italien.

Drikkehornenes genkomst
Omkring 800 år senere dukker de hellige tre kongers navne op et noget andet og måske lidt uventet sted: Mange af de drikkehorn, der findes fra middelalderen, har nemlig indskrifter med de hellige tre kongers navne. Så Kaspar, Melchior og Baltazar må på en eller anden måde have haft en særlig forbindelse til drikkehornets historie, men hvilken?

Drikkehorn har i forhistorisk tid i Danmark været tæt forbundet med stormænd, konger og store festligheder, hvor værtinden har budt velkommen med et horn øl eller mjød. Det er umiddelbart svært at forbinde de tre bibelske figurer med sådanne hedenske festligheder, som der er fundet spor af både i arkæologien, hvor drikkehorn er bevaret i flere grave fra jernalder og vikingetid, og fra skriftlige kilder, hvor ritualet ”at drikke venskab” med et horn mjød er beskrevet.

Dog bliver horn også tidligt i historien brugt til opbevaring af væsker - derfor også til olie, som blev brugt til salving af konger, for eksempel David og Salomon i Det Gamle Testamente. Og da de hellige tre konger havde regnet med at finde en jordisk konge, er det et meget naturligt billedligt symbol at lade dem medbringe et kongeligt ”regalie”. Blandt de gaver, de hellige tre konger eftersigende medbragte, er myrra, som også historisk er blevet brugt til salving af konger.

Faktisk blev drikkehorn bandlyst af kirken i 1100-tallet, da de blev opfattet som forbundet med den gamle hedenske kultur. Men i slutningen af 1200-tallet blev hornene ”taget til nåde” og på ny inddraget i det sociale liv og nu med navnene på nogle af de vigtigste figurer fra det ny Testamente skrevet på beslagene; nemlig de hellige tre konger. Det er svært at sige præcis hvorfor, men der er nogle forskellige muligheder.

Helgener - og så alligevel ikke
En af dem er, at de hellige tre konger skulle være begravet i Domkirken i Köln, som siden 1200-tallet har været et populært pilgrimsmål. På de måde blev de hellige tre konger brugt som helgener, selvom de aldrig officielt blev helgenkåret. Og da man, for at blive helgenkåret har skullet ”kreere et mirakel”, siges det også, at det gav held at drikke fra et helligtrekongers-horn - og desuden skulle det beskytte mod sygdomme som epilepsi.

Selvom Köln er et temmelig usandsynligt begravelsessted, er det som mange af de europæiske pilgrimsmål - som for eksempel Santiago de Compostela i Nordspanien, hvor apostlen Jakob skulle være begravet - en del af legendedannelsen i middelalderens Europa, hvor man gerne ville trække de hellige kristne steder tættere på sin egen verden.

Helgener og religion spillede en stor rolle i middelalderens menneskers hverdag, blandt andet i form af særlig beskyttende helgener for hver enkelt laug (datidens fagforeninger). Laugene havde også drikkehorn, som blev brugt til deres drikkegilder.

Helligtrekongers-hornene er blandt andet bevaret, fordi de er givet som gaver til kirkerne, hvor man i så fald kunne formode, at de blev brugt ved nadverritualet. Dette er imidlertid ikke tilfældet: De har været brugt af gejstligheden og andre i de højeste samfundslag ved festlige lejligheder - akkurat som i forhistorisk tid.

På den måde trækker den kristne Helligtrekongersaften altså tråde til de engang så hedenske drikkehorn.

Nationalmuseet har den største samling af drikkehorn i verden, hvoraf de fleste stammer fra det gamle Kunstkammer. I samlingen findes syv drikkehorn tilegnet Kasper, Melchior og Baltazar.

Alle disse drikkehorn samt drikkehorn fra andre samlinger i Europa er netop beskrevet i en ny bog af Vivian Etting, museumsinspektør på Nationalmuseet. Bogen hedder”The Story of the Drinking Horn – drinking culture in Scandinavia during the Middle Ages” og kan købes i Nationalmuseets museumsbutik.