Pressemeddelelse -

Aldrig har så mange besøgt Nationalmuseet

Med 1.378.294 gæster blev 2015 det mest velbesøgte år i Nationalmuseets historie. Især Tøjhusmuseet og Kongernes Jelling var store publikumsmagneter.

I alt 1.378.294 gæster besøgte i 2015 et af Nationalmuseets mange udstillingssteder. Det er 224.081 flere gæster end i 2014, og en fremgang på 19 procent på landsplan. Dermed sætter Nationalmuseet ny besøgsrekord. Det er især det nyåbnede oplevelsescenter Kongernes Jelling, som blev årets store trækplaster. Kongernes Jelling havde 136.870 gæster, hvilket svarer til en tredobling af den hidtidige besøgsrekord.

Også Tøjhusmuseet var velbesøgt og sprang fra 73.927 til 125.556 gæster i 2015, ligesom vikingeborgen Trelleborg med 56.478 besøgende satte ny rekord. De øvrige udstillingssteder, herunder Frilandsmuseet, Brede Værk, Orlogsmuseet, Liselund Slotspark og Kommandørgården på Rømø samt Musikmuseet oplevede fremgang, mens udstillingerne i Prinsens Palæ i København og Frøslevlejrens Museum havde en lille tilbagegang.

Nationalmuseets direktør Per Kristian Madsen er meget tilfreds med det flotte besøgstal.

- Det er et rigtigt godt resultat, som museets medarbejdere kan være stolte af, siger Per Kristian Madsen.

Han glæder sig blandt andet over den overvældende modtagelse, som publikum har givet det nyåbnede vikinge-oplevelsescenter i Kongernes Jelling.

- Det overstiger alle vores forventninger, at så mange har besøgt Kongernes Jelling, siden vi åbnede 6. juni, og vi har bemærket, at der blandt dem er mange børnefamilier og gæster, som ikke plejer at gå på museum, siger Per Kristian Madsen.

Også Tøjhusmuseet tiltrak et nyt publikum med en utraditionel udstilling om J.R.R. Tolkiens univers. Det var ikke en udstilling lavet for Tøjhusmuseets hidtidige målgruppe, men for at tiltrække andre typer af gæster.

- Det var en udstilling, der viste et fantasiunivers og dets fascination af krig. Gik man blot få skridt væk, fik man den tankevækkende oplevelse af, hvad krig egentlig var og er, siger Per Kristian Madsen og fortsætter:

- Med en fremgang på mere end 50.000 gæster på Tøjhusmuseet er det lykkedes til fulde at få nye gæster ind, og jeg er sikker på, at de besøgende også benyttede lejligheden til at se Tøjhusmuseets andre faste udstillinger såsom udstillingen om den fjerne krig i Afghanistan.

Per Kristian Madsen hæfter sig også ved, at besøgstallet i Liselund Slotspark på Møn steg fra 48.228 til 83.062 gæster. Det skyldes blandt andet skulpturudstillingen ”Flygtighed”, som blev lavet i samarbejde med Museum Lolland-Falster og kunstnergruppen Fletværket.

Mange nye formidlingstiltag
For Nationalmuseet bliver 2016 et år med forandringer. Det skyldes, at formidlingen af de kongelige slotte og Kronborg, efter nedlæggelsen af Styrelsen for Slotte og Kulturejendomme, er blevet lagt ind under Nationalmuseet. Det skete 1. januar.
Fremover skal Nationalmuseet drive formidling og aktiviteter på Kronborg, Christiansborg Slot, det vil sige ruinerne under slottet, de kongelige repræsentationslokaler, Staldetatens museum, Slotskirken og Kongernes Lapidarium i Christian den Fjerdes Bryghus. Snart kommer også slottets Kobberkøkken til. Ligeledes skal Nationalmuseet involveres i formidlingen på Fredensborg og Amalienborg Slot.

- Jeg ser meget frem til de nye opgaver og de mange nye medarbejdere, som nu er en del af Nationalmuseet. De er meget velkomne, og de medbringer masser af erfaring til fælles udnyttelse, og samtidig vil Nationalmuseets samlinger og forskere bidrage til indholdet af formidlingen på slottene, siger Per Kristian Madsen.

I 2016 har Nationalmuseet masser af nye formidlingstiltag for publikum. Allerede 30. januar åbner udstillingen om årets danefæ. I foråret åbner Hangar 46 på Flyvestation Værløse for publikum, hvor man vil kunne opleve militært isenkram fra Tøjhusmuseet.

Frilandsmuseet åbner i år sit sansehus, og Nationalmuseets historiske morgener har aktuelle historiske foredrag for de morgenfriske.
Skonnerten Anna Møllers istandsættelse kan opleves på havnen i Holbæk. Kronborg markerer 400-året for Shakespeares død med Hamlet-middag. I år afgøres det også hvem, der vinder arkitektkonkurrencen om formidlings- og oplevelsescentret Ny Trelleborg.
Derudover genåbner Orlogsmuseets udstilling i helt nye rammer i Tøjhuset over for udstillingen Danmarks Krige. Det sker efter sommerferien.

Nationalmuseet bliver også synligt i udlandet, når museets vandreudstilling om vikinger vises i Alicante i Spanien.

Billedtekst: I alt besøgte 1.378.294 gæster Nationalmuseet i 2015. Det er en fremgang på 224.081 gæster svarende til 19 procent.

Besøgstal 2014 2015 Udvikling 2014-2015
Prinsens Palæ 591.338 579.331 -2%
Frilandsmuseet 239.709 248.178 4%
Brede Værk 16.379 17.642 8%
Frøslevlejrens Museum 51.452 46.014 -11%
Musikmuseet 3.933 11.529 193%
Kongernes Jelling 22.347 136.870 512%
Liselund Slotspark 48.228 83.062 72%
Lille Mølle 911 800 -12%
Kommandørgården 24.146 28.760 19%
Tøjhusmuseet 73.927 125.556 70%
Orlogsmuseet 37.271 44.074 18%
Trelleborg 44.526 56.478 27%
Nationalmuseet i alt 1.154.167 1.378.294 19%


Emner

  • Bibliotek, museum

Kategorier

  • nationalmuseet

Nationalmuseet er Danmarks største kulturhistoriske museum - og vi er mange museer i ét. 
Hvert år besøger over en million mennesker et af Nationalmuseets museer i hele landet.
Og husk: Nationalmuseet har gratis adgang. 

Kontakt

Henrik Schilling

Press Relations Manager 4120 6016

Per Kristian Madsen

Museumsdirektør Nationalmuseet 4120 6000