Pressemeddelelse -

Amatørarkæolog finder Odin-amulet - eller er det Loke?

Lokal amatørarkæolog har fundet en lille maske-amulet fra vikingetiden syd for Vejen. Nu er spørgsmålet: Hvem forestiller den? Eksperterne er uenige. 

Tidligt på sommeren fandt den lokale amatørarkæolog Bent Hansen en maske-amulet fra vikingetiden i landsbyen Øster Lindet i det sydligste af Vejen Kommune. Han indleverede hængesmykket til Museet på Sønderskov, hvor det vil blive udstillet i september og oktober, før det bliver sendt til danefævurdering på Nationalmuseet.

Ikke alene er det fine fund, der måler cirka 2,5 centimeter i bredden, det første af sin slags i området - det har også startet en venskabelig diskussion mellem museumsinspektørerne Lars Grundvad fra Museet på Sønderskov og Peter Vang Petersen fra Nationalmuseet. For hvem forestiller masken, som engang hang om halsen på en viking?

En tvivlsom helt
Vi starter på Museet på Sønderskov, hvor Lars Grundvads teori bygger på maskens tre lodrette streger ved munden. De er tidligere blevet tolket som tænder, men Lars Grundvad har et andet forslag: 

- Jeg tror, at masken forestiller Loke med sammensyet mund. I fortællingen om Lokes væddemål med dværgene får Loke nemlig syet sin mund sammen med nål og tråd til sidst, siger Lars Grundvad.

Historien starter med, at Loke klipper alt håret af Thors elskede Sif, hvilket forståeligt nok gør Thor rasende. Derfor må Loke på jagt efter et magisk guldhår til Sif, og det går hverken værre eller bedre, end at Loke vædder sit hoved med dværgen Brokk. Loke taber væddemålet, men da dværgen vil hugge hans hoved af, gør han opmærksom på, at halsen altså ikke var en del af væddemålet. Derfor syer Brokk hans mund sammen i stedet for.

Loke bliver ikke ligefrem bliver portrætteret som specielt hæderlig eller sympatisk i historierne fra den nordiske mytologi. Så hvorfor ville man ”dyrke” ham og hans tvivlsomme egenskaber gennem en amulet? 

Lars Grundvad mener, at forklaringen kan være, at Loke med tiden er blevet beskrevet som mere usympatisk, end han måske var i de oprindelige fortællinger:

- Det lykkes jo faktisk altid Loke at sno sig ud af de vanskeligheder, han kommer i. Han har evnen til at vende en skidt situation til noget godt, og det kunne godt være et ønskværdigt træk i vikingetiden, siger Lars Grundvad og tilføjer:

- Derudover har et par andre fund i området også Loke-lignende træk, så måske har han simpelthen bare været mere populær i datidens sydlige Jylland end andre steder i Danmark? 

Odin bag masken
Men hvem mener Nationalmuseets Peter Vang Petersen så, at maskeamuletten forestiller? Faktisk lige præcis dét, den er: en maske. Og de tre streger er blot ornament. Men masken skal forstås som et symbol på ingen mindre end asernes konge: Odin.

- Odin er kendt som forklædningens mester, og i den forbindelse er masken et godt symbol. Så masken forestiller altså ikke selve Odin, men skal ses som en reference til ham. Odin er bag masken, siger Peter Vang Petersen.

Dengang som nu afbildede man nemlig ikke Vorherre selv - i dette tilfælde Odin, som i nordisk mytologi var ”guden over guder”. I stedet refererede man til ham gennem hans kendetegn, for eksempel de to ravne Hugin og Munin eller en maske som på amuletten.

- Der er generelt en ”billedforskrækkelse” inden for religiøs kunst, når det gælder Vorherre, og Odin var det højeste af det højeste i yngre jernalder og vikingetid. Al symbolikken har noget med ham at gøre. Udtryk som ”at male fanden på væggen” viser, at man skal passe på med at afbilde og dermed påkalde guderne, siger Peter Vang Petersen.  

Den lille maske-figur havde nemlig en funktion, der strakte sig langt udover pynt: Man bar den som en amulet; en besværgelse af Odin og alt, hvad overguden symboliserede. På den måde håbede man, at amuletten ville beskytte en på ens videre færd - og til sidst føre en til Valhalla.

Det var museumsinspektørernes to bud. Hvad mener du?

Maske-amuletten kan ses på Museet på Sønderskov hele september og oktober måned. Kontakt Lars Grundvad for flere oplysninger.

Emner

  • Bibliotek, museum

Kategorier

  • arkæologi
  • vikinger
  • danefæ
  • nationalmuseet

Nationalmuseet er Danmarks største kulturhistoriske museum - og vi er mange museer i ét. 
Hvert år besøger over en million mennesker et af Nationalmuseets museer i hele landet.
Og husk: Nationalmuseet har gratis adgang. 

Kontakt

Nynne Bojsen Faartoft

Communications Officer 4120 6019

Peter Vang Petersen

Museumsinspektør Danmarks og Middelhavslandenes Oldtid, Nationalmuseet 4120 6157

Lars Grundvad

Museumsinspektør Museet på Sønderskov 75 38 38 66 / 22 47 32 76