Pressemeddelelse -

Glemt håndværk vækkes til live på Frilandsmuseet

24. og 25. maj inviterer Frilandsmuseet til ”Håndværkets Dage”, hvor man kan få et indblik i gamle håndværkstraditioner og opleve museets håndværkere genopføre et landsbyhus fra Stenstrup på Fyn. 

I weekenden 24. og 25. maj er håndværkets hemmeligheder og muligheder i centrum, når Frilandsmuseet åbner dørene for ”Håndværkets Dage”. Her står museets specialiserede håndværkere klar til at dele ud af deres viden og give gode fif til, hvordan man bedst vedligeholder ældre huse eller sætter et gammelt sommerhus i stand. Samtidig kan man følge genopførslen af et 1600-tals hus på museet.

Med ”Håndværkets Dage” ønsker Frilandsmuseet at sætte fokus på de spændende oplevelser og det særpræg, der er i godt håndværk, fortæller arkitekt Niels Erik Jensen, leder af Bygninger, Skibe og Anlæg på Frilandsmuseet:

- Der er god grund til at hylde og huske alle de gamle håndværkstraditioner, for selvom vi lever i en tid med masseproduktion, ligger det gode håndværk stadig bag enhver bygning, stol, kaffekop og computer, siger Niels Erik Jensen.

”Håndværkets Dage” giver også unge mænd og kvinder mulighed for at tage en snak med en fagperson, svinge en økse og på den måde afprøve, om håndværksfaget måske er noget for dem - om så de overvejer at blive tømrer, tækkemand, murer, maler eller smed.

- Jeg oplever, at der både blandt de unge og i samfundet generelt er en stigende interesse for håndens virke og en voksende forståelse af, at det rent faktisk er et spændende stykke arbejde, hvor man får lov til at bruge både hænder og hoved. Og den udvikling vil vi gerne være med til at støtte op om, siger Niels Erik Jensen.

Skatkammer af geniale værktøjer
Frilandsmuseets håndværkere giver hver dag håndværkstraditionerne videre til næste generation gennem svendenes oplæring af de unge lærlinge. På den måde bliver det gode håndværk holdt i live - og dét er vigtigt, mener Niels Erik Jensen.

- Vi har en masse ældre bygninger i Danmark, som vi hvert år bruger en masse penge på at vedligeholde og sætte i stand. Men hvis man ikke ved, hvordan man restaurerer gamle huse ordentligt og forsvarligt, så ødelægger man dem. Derfor er det simpelthen nødvendigt, at vi har folk med viden om, hvordan man restaurerer husene på deres præmisser, siger Niels Erik Jensen og tilføjer:

- Og så rummer de gamle håndværk et skatkammer af geniale værktøjer, gennemtænkte og gennemprøvede konstruktioner og stor viden om forskellige materialers egenskaber til forskellige formål.

Alle håndværk i spil
Weekenden 24. og 25. maj er den første af museets to ”Håndværkets Dage”-weekender i 2014, men man kan faktisk sige, at hele året står i håndværkets tegn på Frilandsmuseet. Sæsonen igennem arbejder museets håndværkere nemlig på et lille præsteenkesæde fra Stenstrup på Fyn. Bygningen er et fint bindingsværkshus fra slutningen af 1600-tallet, som skal genopføres, som det så ud omkring år 1800.

Stenstruphuset er det naturlige midtpunkt for aktiviteterne i forbindelse med ”Håndværkets Dage”, fortæller Niels Erik Jensen:

- Alle de traditionelle håndværksfag kommer nemlig i spil i byggeprocessen. Håndværkerne skal lægge syldsten, de skal hugge, afbinde og rejse bindingsværk og tagværk, og de skal tække taget og kline og kalke tavlene, siger han og lover, at fagordene vil give mening, når man ser dem udført i levende live.

Tapet til stuen
Til ”Håndværkets Dage” kan man også få indblik i tapeternes verden – tapet er nemlig et nyt håndværk, som Frilandsmuseet er begyndt at arbejde med.

Frilandsmuseet har fået en tapettrykmaskine, som er fra 1930’erne og stammer fra tapetfabrikken Fiona, og museet er derudover begyndt at samarbejde med måske ikke verdens, så i hvert fald Danmarks sidste formstikker.

Ideen er, at Frilandsmuseet på længere sigt vil lave genoptryk af gamle tapeter, som kan bruges til interiører på museer, i historiske bygninger og ikke mindst til salg i museumsbutikker - så man kan købe det med hjem til stuen.

Fakta: "Håndværkets Dage"

  • ”Håndværkets Dage” finder sted på Frilandsmuseet 24. og 25. maj og igen til efteråret i weekenden 18. og 19. oktober 2014. 
  • Der er gratis adgang. 
  • Læs mere på natmus.dk

Related links

Emner

  • Bibliotek, museum

Kategorier

  • frilandsmuseet
  • aktiviteter

Nationalmuseet er Danmarks største kulturhistoriske museum - og vi er mange museer i ét.

Kontakt

Nynne Bojsen Faartoft

Communications Officer 4120 6019

Niels Erik Jensen

Leder af Bygninger, Skibe og Anlæg, Frilandsmuseet Nationalmuseet 41206405