Pressemeddelelse -

Jellingstenene på forsiden af Anders And

Jellingstenene har gennem tiderne været udsat for meget. Vikingetidens stenhugger, frost, tø, tusindvis af hænder fra alverdens turister og hærværk har præget de gamle sten. Men Rip, Rap og Rup har aldrig før rendt rundt ved de gamle sten. Det gør de nu – i hvert fald på forsiden af en særudgave af Anders And Bladet.

Det er Nationalmuseets Kongernes Jelling, der i samarbejde med Egmont har udviklet det nye blad.

- I Kongernes Jelling vil gerne møde gæsterne i øjenhøjde. Vi har som mål, at ændre den opfattelse, som mange har af, hvad et museum er. Med Anders And har vi en fantastisk mulighed for at komme i dialog med nogle nye gæster, siger formidlingsansvarlig ved Kongernes Jelling, Morten Teilmann-Jørgensen.

Bladet indeholder to særlige historier. Det er historien om Anders And og nevøerne, der i jagten på en halskæde kommer til Jelling. Halskæden beviser, at vikingerne opdagede Amerika før Columbus. Jagten efter kæden bringer ænderne videre til København, hvor blandt andre en dronning og en statsminister bliver involveret I historien.

I Kongernes Jelling er man især glad for, at det er lykkedes at få genoptrykt den gamle klassiker Anders And og Den Gyldne Hjelm fra 1951. Det er Disney-tegneren over dem alle, Carl Barks, der tegnede historien om jagten på en gammel vikingehjelm, der giver ejeren herredømmet over Amerika.

Historien er med i den danske kulturkanon fra 2006. Faktisk som det eneste udenlandske værk.

- Anders And er kultur og Kongernes Jelling er kultur. For os er det vigtigt, at Kongernes Jelling er gode fortællinger og gerne med et glimt i øjet en gang imellem. Ligesom Anders And, når det er bedst, siger Morten Teilmann-Jørgensen.

Bladet kommer kun i et oplag på få tusinde eksemplarer og kan kun fås i Kongernes Jelling. Udgivelsen markeres den 25. marts, hvor den danske Disneytegner Flemming Andersen kommer til Jelling og holder workshop for tegneglade børn og voksne. Billetter til tegneworkshop kan købes via www.natmus.dk/museerne/kongernes-jelling eller www.billet.natmus.dk.

Related links

Emner

  • Bibliotek, museum

Kategorier

  • kongernes jelling
  • nationalmuseet

Nationalmuseet er Danmarks største kulturhistoriske museum - og vi er mange museer i ét. 
Hvert år besøger over en million mennesker et af Nationalmuseets museer i hele landet.

Kontakt

Morten Teilmann-Jørgensen

Projektleder ved Kongernes Jelling 41 20 63 35

Hans Ole Matthiesen

Overinspektør Leder af Kongernes Jelling 41 20 63 30.