Pressemeddelelse -

Jul som i gamle dage

Nationalmuseets guide til juleoplevelser i december

Dén jul, vi kender i dag med juletræ, pakker og søde sager blev født i borgerskabets lune stuer i 1800-tallet. For den velstående bonde var det gode julebordgrød, æbleskiver eller hvedebrød. Nissen lurede i kulissen i alle samfundslag. Den nisse, der hyggede med borgerfamilien ved juletræet, var en hyggelig lille fyr. Men bondemandens var farlig og dyster. På Nationalmuseets besøgssteder kan gæsterne tage på en rejse igennem julens historie og se, dufte og smage, hvad der stod på julebordet hos både bonden og det rige borgerskab.

Fattigmandsjul og herregårdens fede jul
Gå på opdagelse i julens traditioner de sidste 200 år. På Frilandsmuseet er gårdene pyntet op til jul med juletræer, lys og pynt. Overalt er der aktiviteter for hele familien. Besøg de gamle gårde og se skuebordene med 1800-tallets julemad og hør om julegavens historie. Kig ind i herregårdens store køkken, hvor ilden knitrer i brændekomfuret, og duften af småkager breder sig. Hør Elverhøjkorets smukke sange, klip julepynt efter gamle opskrifter og deltag i den store juletræsfest på herregårdens gårdsplads.

Tid og sted: Frilandsmuseet, 3.-4. & 10.-11. december, kl. 10-16
Entré: Voksen DKK 65, 1 barn + 1 voksen DKK 50. Barn under 18 år er gratis. Læs mere om jul på Frilandsmuseet

Smag dig gennem århundreders julekager
Kom med til julekagegilde i Nationalmuseets festsal. Her dækker vi op med historiske julekager akkompagneret af musik og foredrag om det søde indslag i juletiden. Gæsterne smager på udvalgte julekager fra middelalderens pebernødder over 1800-tallets klejner til 1950’ernes en julekage med sukat.

Tid og sted:Nationalmuseet, lørdag den 3. og søndag den 4. december. Begge dage kl. 13.30 og 15.30.
Pris: 175 kr. Køb billet på billet.natmus.dk. Læs mere historiske julekager på Nationalmuseet

Bliv en ægte nisse på Nisseversitetet
På Nisseversitetet på Nationalmuseet kan børn komme i lære som nisse. De trænes i alle slags nissediscipliner, så de kan blive en drillenisse, en borgnisse eller en gårdnisse. To nisseprofessorer lærer fra sig i træskogang, nisseskrift, styltegang, smørklat-kastning og meget mere. De børn, der gennemfører nisseuddannelsen får et nissediplom og en hemmelig liste med nissedrillerier.

Tid og sted: Nationalmuseet, lørdage og søndage i december kl. 12.00-15.00.
Pris: 30 kr. pr. barn. Voksne er gratis. Aktiviteten kræver ikke entré til museet. Læs mere om Nisseversitetet på Nationalmuseet

Jul i de fine saloner i Klunkehjemmet
I hjertet af København har tiden stået helt stille i over 100 år i borgerlejligheden Klunkehjemmet. Til jul er lejligheden pyntet op med frøknerne Gerda og Ellens julepynt fra sidst i 1800-tallet. Familiens julekort ligger fremme, og juletræet er kommet op i stuen. Kom med på en rundvisning og en tidsrejse tilbage til julen i det finere borgerskab.

Tid og sted: Klunkehjemmet, Frederiksholms Kanal, lørdage og søndage i november og december
Pris: 50 kr. pr. person. Læs mere om jul i Klunkehjemmet

For yderligere oplysninger
Rikke Tjørnehøj, aktivitetskoordinator, r.tjoernehoej@natmus.dk Tlf: 4120 6059
Karen Torp-Pedersen, karen.torp-pedersen@natmus.dk, kommunikations­medarbejder, tlf. 4120 6096

Related links

Emner

  • Bibliotek, museum

Kategorier

  • nationalmuseet
  • aktiviteter
  • klunkehjemmet
  • frilandsmuseet

Nationalmuseet er Danmarks største kulturhistoriske museum - og vi er mange museer i ét. 
Hvert år besøger over en million mennesker et af Nationalmuseets museer i hele landet.

Kontakt

Rikke Tjørnehøj

Aktivitetskoordinator Formidling, Nationalmuseet 4120 6059