Skip to main content

Ny romerskat fra Lolland vises i Nationalmuseets danefæudstilling

Pressemeddelelse   •   Jan 28, 2016 06:36 CET

Amatørarkæolog finder endnu en skat med romerske mønter på Lolland. Den udstilles fra 30. januar på Nationalmuseet sammen med meget andet flot danefæ fundet på Lolland-Falster i 2015.

Endnu en skat med romerske sølvmønter er dukket op på Lolland. Det er amatørarkæologen John Brill Engkebølle, der fandt skatten, og sammen med makkeren Torben Christjansen har han samlet 46 romerske mønter på en mark ved Hillested nær Maribo.

Detektorduoen fandt mønterne tilbage i 2014. Mønterne er siden blevet registreret på Museum Lolland-Falster og indsendt som danefæ til Nationalmuseet i 2015. Nu udstilles sølvmønterne sammen med andre spektakulære fund af danefæ fra Sydhavsøerne i Nationalmuseets årlige danefæudstilling: Hvad mulden gemte.

John Brill Engkebølle fortæller, at han vidste, at der tidligere var gjort fund fra jernalderen på marken, så den første dag efter sommerferien 2014 tog han derud for at afsøge marken, før han tog på arbejde.

- Inden der var gået en time, havde jeg fundet ni mønter, så jeg ringede til Torben og fortalte, at jeg havde fundet en skat, men han troede, det var en joke, så jeg sendte ham billeder for at overbevise ham, siger John Brill Engkebølle, der aftalte med Torben Christjansen, at han tog ud på marken og søgte videre. Da dagen var gået havde Torben Christjansen fundet yderligere ni mønter.

Skatten lukker et hul
Siden har de fundet i alt 46 mønter, og de regner med, at der ligger flere derude. Derfor holder de tæt med, hvor stedet er præcist.

Nationalmuseets ekspert i romerske mønter Helle Horsnæs betegner fundet som en meget vigtig brik til forståelse af datidens brug af mønter. Sammen med en række andre skatte fra Lolland, Sydsjælland og Ærø har Hillested-skatten ændret fundbilledet markant.

- Indtil for ganske nylig kendte vi forbavsende få fund af romerske mønter på Lolland-Falster og på Sydsjælland, men takket være amatørarkæologernes indsats er øerne kommet på landkortet. Vi kan nu se, at området ikke skiller sig ud fra resten af Østdanmark, når det kommer til udbredelsen af romerske mønter, men med den hastighed amatørarkæologerne finder romerske mønter, så ændrer billedet sig hele tiden, siger Helle Horsnæs.

Hun forklarer, at mønterne i Hillested-skatten er slået i perioden fra år 82 – 194 e.Kr. Langt de fleste er slået under de antoninske kejsere mellem år 138 og 190 e.Kr. På den måde adskiller sammensætningen sig ikke fra andre denarskatte fundet på Sjælland, og det tyder på, at der på Lolland-Falster også var magtfulde personer, som var i stand til at skaffe sig værdier fra Romerriget.

- Der er enkelte denarer fra slutningen af det første århundrede efter Kristi, men ellers er det især mønter fra det andet århundrede, som præger skatten. Denarerne fra den tid blev præget i meget rent sølv. Senere faldt sølvindholdet i mønterne, og dermed blev de mindre interessante i et samfund, der anvendte dem som ædelmetal snarere end som mønter, siger Helle Horsnæs.

Hun forklarer videre, at skatten i Hillested kan være gravet ned længe efter af mønterne blev fremstillet, måske først engang i løbet af 300-tallet efter Kristi fødsel.

En helt ny fundgruppe
Også på Museum Lolland-Falster er arkæolog Anders Rasmussen begejstret over denarskatten fra Hillested. Så begejstret, at han allerede har skrevet og udgivet en videnskabelig artikel om både Hillested-skatten og skattefundet med 110 denarer, som Torben Christjansen fandt ved Tagesgaard nær Knuthenlund i 2013.

- De romerske mønter er en helt ny fundgruppe, som er dukket op på Lolland-Falster i de seneste par år. Vi har ikke kendt til dem tidligere, men takket være detektorfolkene er der kommet to skattefund inden for tre år, og der findes også denarer som løsfund rundt omkring. Vi kender dem fra Søllested, på Fejø og fra Kettinge, siger Anders Rasmussen.

Mønterne dukker op på steder, hvor der er spor efter fornemme folks bosættelser eller på steder, hvor der er tegn på, at man har mødtes for at udveksle varer, fortæller Anders Rasmussen.

Han er temmelig sikker på, at der også i Hillested har boet folk med en status ud over det normale.

- Tilbage i 1800-tallet gravede man grus på stedet, og der er efterretninger om, at man fandt både brandgrave og jordfæstegrave med fornemme drikkeglas fra den samme periode som denarerne, ligesom der var spor efter en boplads på stedet, siger Anders Rasmussen og fortsætter:

- Desværre er intet bevaret og overleveret til i dag, og vi kender kun til fundene gennem beskrivelser i nogle breve fra en lokal skolelærer, men det tyder på, at denarerne også her hører til i et miljø omring folk med høj status i samfundet.

Museum Lolland-Falster holder stedet under observation sammen med de to findere.

Lolland-Falster fylder i danefæudstilling
John Brill Engkebølle og Torben Christjansen er beærede over, at deres skattefund fra Hillested nu udstilles på Nationalmuseet. De to findere, som har mere end 2000 metaldetektorfund på samvittigheden, er enige om, at 2015 var et detektorår ud over det normale.

- Det har været et fantastisk år, og det er dejligt at blive anerkendt på den måde, siger John Brill Engkebølle.

Med i udstillingen er også de otte sølvbægre, som de to var med til at finde på Fejø i foråret 2015 under et større detektortræf. Efter udstillingen forenes sølvbægrene med det berømte Fejø-bæger, som blev fundet på præcis samme mark for mere end 140 år siden.  John Brill Engkebølle har endnu ét fund med i danefæudstillingen. Han har fundet en mønt slået under Erik Lam, der var konge fra 1137 - 1146, og mønten betegnes som en af de mest sjældne mønter fra middelalderen.

I udstillingen vises også en lille valkyriefigur fundet af Thomas Winther ved Skodsebølle. Den viser en bevæbnet kvinde klædt i en plisseret kjole. Håret er skjult af en hjelm eller anden hovedbeklædning med en antydet ørebeskytter. I højre hånd holder hun et sværd med spidsen opad. I venstre hånd bærer hun et rundt skjold med bagsiden udad, så skjoldhåndtaget ses. Valkyrierne var i nordisk mytologi Odins hjælpere. De var en slags halvguder, som spåede slagets udfald og valgte hvilke krigere, der skulle falde i kamp. På deres heste førte valkyrierne efter slaget de døde krigere til Valhal, hvor de beværtede dem i Odins hal.

Også møntskatten fra Egelev på Falster er med i årets danefæudstilling. Den består af 31 mønter, som tre amatørarkæologer fandt på en mark. Mønterne daterer sig til tiden fra 1075 til starten af 1100-tallet, og det er en periode, hvorfra man har meget få skattefund.

Også Anders Rasmussen er godt tilfreds med danefæhøsten i 2015.

- Vi er svært begejstrede, og sidste år var et rigtig godt danefæår på Lolland-Falster. Det kan vi takke amatørarkæologerne for. De giver os et meget væsentligt bidrag til historien, og uden dem ville vi være meget fattigere på viden, siger Anders Rasmussen, som ønsker sig nogle gode fund fra bronzealderen i 2016

Fakta om danefæudstillingen: ”Hvad mulden gemte”
Tid og sted:Nationalmuseets forhal 30. januar – 31. december 2016

Nationalmuseet er Danmarks største kulturhistoriske museum - og vi er mange museer i ét. 
Hvert år besøger over en million mennesker et af Nationalmuseets museer i hele landet.
Og husk: Nationalmuseet har gratis adgang. 

Kommentarer (0)

Tilføj kommentar

Kommentar