Pressemeddelelse -

Nyt frihedsmuseum præsenteres 5. maj

Den 5. maj afsløres vinderen af arkitektkonkurrencen for et nyt Museum for Danmarks Frihedskamp 1940-1945. Det sker i Nationalmuseets festsal fra klokken 10.00. Efterfølgende afholdes pressemøde kl. 11.15.

Det er i dag præcis to år siden, at Museet for Danmarks Frihedskamp 1940-1945 blev ødelagt ved en ulykkelig brand den 28. april 2013. Takket være en stor indsats fra Københavns Brandvæsen og Nationalmuseets medarbejdere blev samlinger og arkiver reddet ud, og intet led uoprettelig overlast.

Kulturministeriet og Nationalmuseet løfter den 5. maj sløret for, hvilket arkitektteam der har vundet arkitektkonkurrencen, som blev udskrevet i december 2014.

De fem konkurrerende teams er:

  • Lundgaard og Tranberg i samarbejde med EKJ Rådgivende Ingeniører A/S, Esbensen Rådgivende Ingeniører A/S og ÅF Lightning – Hansen & Henneberg
  • Heneghan Peng Architects i samarbejde med Ove Arup & Partners Ltd og Agence Ter
  • Polyform Arkitekter i samarbejde med Search, Oluf Jørgensen og Cenergia
  • BIG – Bjarke Ingels Group A/S i samarbejde med Søren Jensen Rådgivende Ingeniører A/S og Schønherr A/S
  • Henning Larsen Architects i samarbejde med Schul Landskabsarkitekter og HaCaFrø/Tyréns.

Siden begyndelsen af marts har en dommerkomité med kulturminister Marianne Jelved som formand og med deltagelse af arkitektfaglige og museumsfaglige dommere samt en repræsentant for de bidragende fonde vurderet de indsendte forslag og fundet en vinder.

Dommerkomiteen består af:

  • Marianne Jelved (formand), kulturminister
  • Henrik Tvarnø, direktør, A.P. Møller og Hustru Chastine McKinney Møllers Fond til almene Formaal
  • Per Kristian Madsen, museumsdirektør, Nationalmuseet
  • Steen Kyed, afdelingschef, Kulturministeriet
  • Jan Skamby Madsen, museumsdirektør, Moesgaard Museum
  • Sanne Houby-Nielsen, museumsdirektør, Nordiska Museet, Sverige.
  • Frank Maali, arkitekt MAA
  • Lisbeth Westergaard, landskabsarkitekt MAA
  • Bo Søgaard, civilingeniør FRI

Det nye museum skal forsat formidle Danmarks modstandskamp gennem faste og skiftende udstillinger. Et besøg på det nye museum skal være en indsigtsfuld og stemningsmættet oplevelse. Ambitionen er, at museet får et besøgstal, der vil overgå det tidligere besøgstal på mellem 65.000 og 75.000 gæster årligt.

De fem konkurrerende projektforslag udstilles på Nationalmuseet fra den 6. maj-16. august 2015.

A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal støtter projektet med 20 millioner kroner. Augustinus Fonden støtter med 10 millioner kroner. Staten finansierer det nye Frihedsmuseum med 63,7 millioner kroner.

Det er Kulturministeriet, der i samarbejde med Nationalmuseet opfører Museet for Danmarks Frihedskamp 1940-45. Styrelsen for Slotte og Kulturejendomme fungerer som bygherre. Museet forventes at kunne åbne i 2018.

TID OG STED
Præsentationen finder sted i Nationalmuseets festsal. Den begynder klokken 10. Pressen er velkommen under præsentationen og afsløring af vinderen.

PROGRAM FOR PRÆSENTATIONEN
10.00-10.05 Nationalmuseets direktør, Per Kristian Madsen, byder velkommen

10.05-10.15 Kulturminister Marianne Jelved redegør for konkurrencens baggrund

10.15-10.35 Fagdommerne gennemgår de fem indsendte forslag

10.35-10.50 Kulturminister Marianne Jelved præsenterer deltagerne og afslører vinderen

10.50-11.00 Vinderen får ordet

11.00-12.00 Nationalmuseet byder på forfriskninger

11.15-11.40 Pressemøde


PRESSEMØDE
Kl. 11.15-11.40 afholdes pressemøde på Nationalmuseet, hvor pressen kan stille spørgsmål til vinderen og til medlemmer af dommerkomiteen, herunder kulturminister Marianne Jelved

Deltagere i pressemødet er:

  • Kulturminister Marianne Jelved, formand for dommerkomiteen
  • Vinderen af projektkonkurrencen
  • Per Kristian Madsen, direktør for Nationalmuseet
  • Frank Maali, arkitekt og fagdommer

Pressen bedes meddele til presseansvarlig på Nationalmuseet, Henrik Schilling på tlf.: 41 20 60 16, om deltagelse i præsentation samt tilmelde sig pressemødet senest mandag den 4. maj kl. 15.00

Related links

Emner

  • Bibliotek, museum

Kategorier

  • frihedsmuseet

Nationalmuseet er Danmarks største kulturhistoriske museum - og vi er mange museer i ét. 
Hvert år besøger over en million mennesker en af Nationalmuseets mange afdelinger i hele landet.
Og husk: Nationalmuseet har gratis adgang. 

Kontakt

Henrik Schilling

Press Relations Manager 4120 6016

Relateret materiale