Pressemeddelelse -

Oplev Jan Grarup-fotoudstilling på Orlogsmuset

I anledning af Tordenskiolds 325-års fødselsdag viser Orlogsmuseet en fotoudstilling, hvor den prisbelønnede fotograf Jan Grarup fortolker Søværnet anno 2015.

I år fejrer søhelten Tordenskiold sin 325-års fødselsdag, og Selskabet Danske Tordenskiold-Venner bliver 50 år. De to jubilæer har givet anledning til, at Orlogsmuseet viser en lille særudstilling om søhelte i fortid og nutid. Udstillingen viser billeder af Søværnet anno 2015 taget af den anerkendte og prisbelønnede fotograf Jan Grarup og kan ses på Orlogsmuseet til og med maj 2016 (Obs.: se rettelse nederst). 

Winston Churchill sagde engang: ”Most of the Navy’s work goes unseen”. Og både dengang under 2. verdenskrig og i dag er det rigtigt, at de fleste landkrabber kun mærker meget lidt til, hvad der foregår i Søværnet. Kun en sjælden gang får vi nogle glimt i nyhedsudsendelserne, når der kæmpes mod pirater ved Afrikas Horn, eller kongeskibet lægger til. Men det meste af Søværnets hverdag foregår langt væk fra de fleste menneskers dagligdag. 

Derfor tog Orlogsmuseet kontakt til fotograf Jan Grarup, som besøgte nogle af Søværnets skibe og tog en række billeder i september måned 2015. Fotografierne skildrer livet om bord på skibene - lige fra solopgange til havs og hårdt arbejde til ministerbesøg og robust aftensmad med pastaskruer og rugbrød. Billederne kan ses rundt om i Orlogsmuseets udstillinger som en slags ”benspænd” for at minde gæsterne om, at Søværnet ikke bare er en del af vores historie, men også en del af vores nutid. 

Derudover fortæller Orlogsmuseet også om Selskabet Danske Tordenskiold-Venner i en montre på 1. sal i museets Chalupsal. Selskabet uddeler Tordenskiold-Prisen til personel fra Søværnet, der har udmærket sig i redningsaktioner eller lignende. I montren kan man også se en række genstande, der knytter sig til søhelten Tordenskiold, og som Orlogsmuseet har lånt fra Søofficersforeningen. Genstandene er normalt ikke tilgængelige for offentligheden, men kan nu ses på Orlogsmuseet de kommende måneder. 

Orlogsmuseet takker følgende for deres hjælp og bistand: fotograf Jan Grarup, Søofficersforeningen, Toyota Fonden og Selskabet Danske Tordenskiold-Venner. 

Fotoudstillingen med Jan Grarup kan ses på Orlogsmuseet til og med maj måned 2016. 

RETTELSE: Da Orlogsmuseet flytter til Tøjhusmuseet, kan udstillingen ses på Orlogsmuseet til og med december 2015. Læs mere om flytningen af Orlogsmuseet.

Emner

  • Bibliotek, museum

Kategorier

  • nationalmuseet
  • udstillinger

Nationalmuseet er Danmarks største kulturhistoriske museum - og vi er mange museer i ét. 
Hvert år besøger over en million mennesker et af Nationalmuseets museer i hele landet.
Og husk: Nationalmuseet har gratis adgang. 

Kontakt

Jakob Seerup

Museumsinspektør, Krig og Besættelse, Orlogsmuseet Nationalmuseet 4120 6354

Nynne Bojsen Faartoft

Communications Officer 4120 6019